I 2016 indgik den daværende borgerlige regering, Dansk Arbejdsgiverforening og LO, det nuværende FH, en trepartsaftale med et udpræget fokus på at få flygtninge ud på arbejdsmarkedet, som skulle være en hjørnesten i arbejdet med at få flygtninge i arbejde
Men ifølge en rapport fra Ankestyrelsen har staten og kommunerne ikke overholdt deres del af den omfattende aftale. Det skriver Berlingske, som har læst rapporten, der offentliggøres senere torsdag.
Af rapporten fremgår det, at arbejdet med at få flygtninge i job i landets virksomheder ikke er sket inden for de krav, der blev opstillet i trepartsaftalen.
Således har kommunerne kun i ét ud af 12 tilfælde sendt flygtninge i virksomhedspraktik eller løntilskud inden for to uger, som var et krav. De 12 tilfælde dækker over en række integrationskontrakter med udlændinge i syv kommuner i forskellige dele af landet.
Desuden skulle der tilrettelægges en indsats for den enkelte udlænding, hvor der kun måtte være seks uger mellem hver virksomhedspraktik eller hvert løntilskud.
Det er overholdt i to ud af 17 tilfælde, som Ankestyrelsen har undersøgt.
Flere kommer i job
Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) påpeger, at der er flere flygtninge i arbejde i dag, end for tre år siden, og 'det er det vigtigste'.
- Men det er stadig ikke godt nok, at der er en del flygtninge, som ikke bliver mødt af så præcis en indsats, som vi har aftalt, at de skal, siger han.
Også i KL lægger man vægt på, at flere flygtninge er kommet i arbejde de seneste år. I den sammenhæng er det mindre vigtigt, om tidsfristerne undervejs er blevet overholdt, mener formand for KL's Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalg Thomas Kastrup-Larsen (S).
- Helt grundlæggende synes jeg, man skal fokusere på resultaterne i stedet for proceskrav. Og der viser tallene jo, at kommunerne rykker på det her. Antallet af nyankomne, der er i job efter tre års ophold i Danmark, er fordoblet de seneste tre år, siger han i et skriftligt svar til Berlingske.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.