'En svær stilling at have, hvis man ikke er professionel socialdemokrat', lød udgangsreplikken da daværende pressechef i Finansministeriet Sigga Nolsøe fratrådte sin stilling med udgangen af februar, og de politiske undertoner i den usædvanlige afskedssalut var onsdag et af emnerne i Folketingets spørgetime til ministrene.
- Det tilkommer ikke mig at tolke på Sigga Nolsøes kommentar. Jeg vil dog gerne understrege, at udtalelsen og min opfattelse af forholdet mellem regeringen og embedsmandsværket er langt fra hinanden, sagde finansminister Nicolai Wammen (S) i folketingssalen, hvor Morten Messerschmidt (DF) spurgte ind til sagen.
Foruden pressechefens ord byggede spørgsmålet til finansministeren på en debat, der startede allerede før jul, da Berlingske opgjorde, at en lang række nyansatte pressechefer i ministeriet havde baggrund i Socialdemokratiet. Mens særlige rådgivere er ansat af ministeren og er en mere politisk post, er pressechefer i ministerier embedsfolk, der børe være politisk neutrale.
- Uanset regeringens farve må det være sådan, at man ikke ansætter embedsfolk på baggrund af partifarve. Både hvad angår nuværende, tidligere og kommende ansatte vil politisk farve ikke have betydning for, om man kan bestride jobbet eller få det, sagde Nicolai Wammen.
'Svært at tro på'
Morten Messerschmidt var dog ikke overbevist.
- Det er meget svært at tro på, at der ikke skulle været skelet til partiinteresserer, når en pressechef kommer med sådan en udtalelse. Den får alle alarmklokker til at ringe, sagde han og foreslog en undersøgelse af ansættelser i efteråret og vinteren af pressechefer, der har en socialdemokratisk baggrund.
- Jeg synes, at man skal nedsætte et udvalg i Folketinget, der i fuld fortrolighed kan se dette her efter. Så får vi syn for sagn. Folketingets fornemmeste opgave er at kontrollere regeringen. Og hvis der ikke er noget om snakken, så burde det være i regeringens interesse at få afklaret dette her, sagde Morten Messerschmidt.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.