- Finansministeriets kommunikationschef Sigga Nolsøe er fratrådt sin stilling ved udgangen af februar. Finansministeriet har ikke yderligere kommentarer, skriver ministeriet i en kommentar.
Der er umiddelbart endnu ingen erstatning for pressechefen. På ministeriets hjemmeside søges en ny pressechef med ansøgningsfrist 17. marts.
Efter en del politisk kritik af regeringen for manglende information om - og manglende gennemskuelighed af - dens udligningsreform, fortsætter forhandlingerne i denne uge.
I februar blev forhandlingerne gjort yderligere komplicerede af, at en intern, socialdemokratisk mail om angreb på Venstre ved en fejl blev sendt til Jyllands-Posten.
Sigga Nolsøe startede som pressechef i Finansministeriet i februar 2018. Hun kom fra en stilling som presse- og kommunikationschef i Økonomi- og Indenrigsministeriet.
Særlig rådgiver for Nicolai Wammen er Mads Brandstrup, der kom fra en stilling som pressechef for Socialdemokratiet, og Mathias Secher, der kom fra en stilling som afdelingschef i Socialdemokratiets politiske afdeling.
Ritzau