
Det tager tid at ændre en deltidskultur til en kultur, hvor flere medarbejdere er på fuldtid. Hvis ændringen skal lykkes, kræver det bl.a. et opgør med vanetænkning og rutiner, konkluderer rapporten "Fuldtid i ældreplejen" fra Vive, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Baggrunden er, at det kan være med til at afhjælpe manglen på arbejdskraft i ældreplejen, hvis flere deltidsansatte går på fuldtid.
Deltidskulturen er udbredt i ældreplejen, hvor bare 15 procent af social- og sundhedsmedarbejderne på landsplan er ansat på fuldtid.
Vive har i rapporten gennemført casestudier i fem kommuner, der alle har en højere andel fuldtidsbeskæftigede social- og sundhedsmedarbejdere end landsgennemsnittet.
Arbejdspres og work-life-balance
Både fagchefer, ledere og medarbejdere peger på arbejdspresset som en tungtvejende årsag til, at flertallet af medarbejderne foretrækker deltid.
Det er blandt andet arbejdsmængde, tidspres og en voksende andel af mere plejekrævende ældre, der skaber et arbejdstempo, som er vanskeligt at holde til på fuldtid. Det høje tempo øger også sygefraværet, går ud over den faglige stolthed, slider på krop og psyke og får flere til at overveje at forlade faget, konkluderer rapporten.
Medarbejderne lægger også stor vægt på hensynet til balancen mellem arbejdsliv og familieliv i hverdagene, og ikke mindst i weekenderne. Som fuldtidsansat arbejder man nemlig typisk hver anden weekend, mens deltidsansatte typisk arbejder hver tredje.
Nye rutiner kan skabe rum
Også på ledelsesniveau kan mindre deltid og mere fuldtid opleves som en hæmsko i forhold til vagtplanlægningen.
For lederne kan det ofte være nemmere at håndtere spidsbelastningsperioder, planlægge weekendarbejde eller etablere vagtdækning ved sygdom, når de har forholdsvis mange medarbejdere på deltid frem for på fuldtid. Alligevel er det også her, der kan høstes gevinster ved at ændre eksempelvis tilrettelæggelsen af arbejdsopgaver og vagtplanen for at gøre fuldtid mere attraktivt.
Det gælder for eksempel, hvis man kortlægger alle arbejdsopgaver og derefter fordeler dem mere jævnt ud på døgnet. Det tager toppen af travlhed og arbejdspres og skaber bedre mulighed for at kunne arbejde fuldtid. Det kan være at flytte borgeres bad fra morgen til eftermiddag eller aften – eller flytte sårpleje, medicindosering eller møder til andre tidspunkter.
Det kan også øge incitamentet til at arbejde fuldtid, hvis vagtplanlægningen bliver mere fleksibel, og medarbejderne får større indflydelse på den.
I stedet for faste rul benytter flere ledere sig for eksempel af ’blanke planer’, hvor medarbejderne kan byde ind med ønsker. En mere fleksibel organisering med nye vagttyper og fleksible mødetider kan også være et brugbart værktøj.
Læs rapportens hovedkonklusioner her – og hele rapporten her.
dotn
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.