Vidne gemte notat om asylpar i reol i tilfælde af undersøgelse

Støjberg forsøgte at tørre skylden af på styrelse, mener embedsmand, som derfor nedskrev det ulovlige forløb.

Bag nogle bøger i en støvet reol på Østerbro i København lå i et par år et notat.

Det har chefkonsulent i Udlændingestyrelsen Margit Sander Rasmussen skrevet og gemt i det tilfælde, at der en dag ville blive nedsat en kommission til at undersøge den ulovlige adskillelse af asylpar, hvor den ene var mindreårig.

Det blev der, og torsdag har hun fremlagt notatet med en gennemgang af forløbet på seks sider i Instrukskommissionen. Det er en af de få skriftlige kilder i sagen, som er nedskrevet af en embedsmand under forløbet. 

Under afhøringerne har det stået klart, at embedsmænd i styrelsen er enige om, at de blev bedt om at adskille alle uden undtagelser. Det var efter deres opfattelse ulovligt.

- Vi var i princippet enige i, at vi blev kastet ud fra timetervippen uden badevinger. Men vi blev hurtigt enige om, at vi må gøre det så forsigtigt, som vi overhovedet kan, selv om vi blev bedt om at adskille alle straks, siger hun torsdag.

Utilfreds med Støjberg på samråd

Notatet blev nedfældet halvandet år efter, at sagen opstod, fordi hun havde en mistanke om, at sagen kunne ende i en kommissionsundersøgelse.

Hun gav sig til skrive det i sommeren 2017, fordi hun var utilfreds med, at daværende udlændingeminister Inger Støjberg (V) på samråd sagde, at styrelsen hele tiden havde været klar over, at der skulle administreres lovligt og dermed med undtagelser.

- Så kunne man tørre det af på styrelsen. Det var derfor, jeg var forholdsvis uenig i, hvad der blev sagt på de samråd, og derfor satte jeg mig ned og skrev, siger hun i dag.

Men styrelsen blev bedt om at adskille uden undtagelse, hævder hun. I starten valgtes derfor par ud, som ikke havde børn.

Flere embedsmænd i styrelsen har ifølge interne mails fra dengang ligeledes givet indtryk af, at det kunne ende med en kommissionsundersøgelse.

Grå i hovedet

I notatet beskriver Margit Sander Rasmussen, hvordan daværende vicedirektør i styrelsen Lene Vejrum i en telefonsamtale blev bedt om at adskille alle asylpar uden undtagelser, hvilket har vist sig at være ulovligt. Hun har blot fået samtalen refereret.

- Jeg var ikke i tvivl om, at det var det, der skete under den telefonsamtale. Jeg har aldrig set Lene så grå i hovedet. Der var helt klart sket noget ud over det sædvanlige, siger Margit Sander Rasmussen.

Flere embedsmænd har forklaret - og interne mails fra dengang går på - at Inger Støjberg blev advaret om, at det ville være ulovligt at adskille par uden undtagelser.

Margit Sander Rasmussen giver torsdag udtryk for, at hun var 'voldsomt udfordret på sin faglighed', men hvis hun havde taget sig tid til at høre parrene ordentligt ad før adskillelsen, havde hun ikke beholdt sit job.

Det fremgår ligeledes af notatet, at embedsmændene i styrelsen havde drøftelser om, hvornår embedsmænd havde pligt til at sige fra, når de blev mødt med en ulovlig ordre.

Ritzau

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard
Nyhedsbrev