dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Rasmus Kragh optræder på sin Facebook-side med en "Viborg på toppen"-brochure.
screendump

Viborg kom ikke på toppen af Mount Everest

Bjergbestiger skulle have givet Viborg uvurderlig PR, men borgmesteren har ikke fortrudt kommunens andel af projektet

VIBORG: Forventningerne i Viborg har været store op til bjergbestiger Rasmus Kraghs forsøg på at nå toppen af Mount Everest, alene og uden brug af kunstig ilt. Et forsøg, han mandag måtte opgive 250 meter fra toppen på grund af en storm.

Forsøget er nemlig sket under navnet 'Viborg på toppen' og er foregået i samarbejde med Viborg Kommune og det lokale erhvervsråd. Målet var at brande kommunen som en progressiv kommune, der tør gå nye veje for at synliggøre erhvervslivet, fremgår det af en brochure om projektet.

'Projektet vil sætte Viborg på danmarks- og på verdenskortet som en kommune, der gør en forskel. En kommune, der er synlig, og som skaber værdi for både borgere og erhvervslivet,' hedder det i brochuren.

'Vær med, når Viborg bestiger verdens højeste bjerg', hed det i en eventpakke for sponsorerne.

Men Rasmus Kragh nåede aldrig til toppen af Mount Everest, hvor han skulle have været fotograferet med 'Viborg på toppen'-logoet. I stedet ligger han tirsdag ifølge projektets Facebook-side udmattet og dehydreret i et telt, hvortil hans kæreste og mor har besluttet at rekvirere hjælp.

For farligt og ekstremt?
På rådhuset i Viborg er borgmester Torsten Nielsen (K) ærgerlig over, at Rasmus Kragh ikke nåede toppen, men først og fremmest glad for, at bjergbestigeren afbrød forsøget af hensyn til sin sikkerhed, siger han til dknyt.

- Selvfølgelig havde jeg gerne set, at projektet var lykkedes. Vi ville nok have været den første kommune, der blev nævnt med navn på Mount Everest. Men jeg er glad for, at han lod fornuften råde og vendte om. Lige så glad blev jeg i dag, da jeg hørte, at hans kæreste og mor har sendt hjælp op efter ham. Livet er det vigtigste, vi har, siger Torsten Nielsen.

Han understreger, at han selv var imod projektet, da han blev spurgt første gang.

- At vi skulle være sponsor for noget så ekstremt, kunne jeg ikke se var i Viborg Kommunes interesse. Det er jo risikofyldt. Men så mødte jeg Rasmus, og både han, kæresten og familien var meget afklarede med risikoen, fortæller han.

Desuden havde Rasmus Kragh, som kommer fra Skive og bor i Aarhus, allerede opbakning fra en række virksomheder i Viborg, hvor han selv driver en event-virksomhed. Det fik borgmesteren til at skifte mening. Men kommunen har ikke som sådan været en del af projektet, understreger han.

- Han har skaffet sponsorer til udstyr og træning via sit netværk, kommunen har udelukkende købt markedsføring af Viborg. Vi har ikke stået for noget som helst, siger han.

Har kostet kommunen 40.000 kr.
Kommunens udgift har været 40.000 kr., hvilket ifølge borgmesteren er et lille beløb ud af det samlede markedsføringsprojekt. Sloganet 'Viborg på toppen' er opfundet til lejligheden.

- Og man skulle da være et skarn for at sige nej til at blive en kommune på toppen, siger Torsten Nielsen.

For ham har det været afgørende, at projektet har signaleret noget anderledes, end andre kommuner gør.

- Vi går ikke ud og laver store koncerter, hvor der kommer en mængde folk ind og så hurtigt ud igen. Vi markedsfører os på det, som ingen andre gør: Generation Handball, animation og så videre, siger han.

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/viborg-kom-ikke-pa-toppen-af-mount-everest

GDPR