VIBORG: - Årets ansøgerfelt viser, at der er gang i mange gode tiltag i kommunerne, men i den sidste ende var Viborg Kommune lige en tand foran Roskilde og Aalborg, som også var nomineret. Især imponerede kampagnen Tusind Tak Træner. Det er flot at have givet en tak til så mange af de frivillige kræfter, der dag ud og dag ind holder hjulene i gang i idrætsforeningerne. Kampagnen viser, at man kan komme langt med et simpelt tak, siger Niels Nygaard, der er formand for Danmarks Idræts-Forbund.
Det var transportminister Henrik Dam Kristensen (S), der sammen med DIF's formand Niels Nygaard og DIF's næstformand Preben Staun overrakte prisen til borgmester i Viborg Kommune Søren Pape Poulsen (K). Ud over de 200.000 kr., der følger med prisen til et idrætsprojekt i kommunen, kan Viborg Kommune nu markedsføre sig med at være Årets Idrætskommune 2011.
- Dette er ikke en pris for en enkelt indsats eller for et enkelt hold. Det er en pris, vi modtager for en solid og mangfoldig indsats. Jeg er utoligt stolt på byrådets og borgernes vegne. Stor tak til Danmarks Idræts-Forbund. Vi vil gøre vores ypperste for at leve op til prisen, sagde Søren Pape Poulsen, da han modtog prisen.
Viborg Kommune er den sjette kommune til at modtage prisen. Vinderen af Årets Idrætskommune 2011 er den kommune, der vurderes at have gjort den største indsats inden for et eller flere af følgende områder det forgangne år: Gode rammevilkår for kommunens foreninger, facilitetspolitik, særlige målgrupper, frivillighed og skolepolitik.
Prisen er på 200.000 kr. og skal anvendes til et idrætsprojekt i kommunen. 11 kommuner var indstillet til prisen i 2011. Det er DIF's bestyrelse, der udgør dommerkomitéen for prisen.
Tidligere vindere: 2006: Fredericia, 2007: Ballerup, 2008: Svendborg, 2009: Gentofte, 2010: Høje-Taastrup.
Særlige indsatser i Viborg Kommune i 2011:
Foto: http://www.flickr.com/photos/yourdon/3583982508/sizes/z/in/photostream/
lcl