GENTOFTE: - Vi var for tredje år i træk nomineret som en af tre kommuner til at modtage prisen som Årets Idrætskommune, og jeg er både glad og stolt over, at vi vinder i år. Det er en stor anerkendelse af kommunens foreninger og deres mange frivilliges fine indsats på idrætsområdet. Og selvfølgelig en stor glæde for kommunen, at vores fokus på nye aktiviteter og moderne faciliteter har båret frugt. Vi glæder os til at fortsætte i 2010, hvor vi går i gang med at udvikle et koncept for foreningsidrætten, hvor hele familien kan deltage aktivt i idrætsaktiviteter både sammen og hver for sig, siger borgmester Hans Toft (K).
De unge bliver ved sporten
Gentofte Kommune har i 2009 udviklet en ordning, der styrker klubbernes arbejde for at fastholde de unge i foreningernes idrætsaktiviteter, når de skal rykke op i ungdoms- og seniorrækkerne, oplyser kommunen.
Erfaringerne er gode - blandt andet i en forening, hvor 90 procent af de unge i dag fortsætter som seniorspillere, hvor kun 25 procent af de unge i samme forening fortsatte i perioden 2000 til 2006.
Hård konkurrence
Gentofte Kommune var sammen med Esbjerg Kommune og Herning Kommune nomineret til prisen som Årets Idrætskommune 2009, men DIF's bestyrelse, der udgjorde dommerkomitéen, besluttede efter hård konkurrence, at Gentofte var den rette vinder af prisen, skriver DIF.
- Jeg skal ikke lægge skjul på, at vi har fået mange meget kvalificerede ansøgninger til at blive Årets Idrætskommune, men jeg mener, at Gentofte Kommune i 2009 har været et skridt foran sine nærmeste konkurrenter, når det handler om udvikling og fremme af idræt i kommunalt regi," udtaler Niels Nygaard, der er formand i DIF og dermed med i dommerkomitéen.
I Gentofte Kommune tænkes idrætten ikke som enkeltstående projekter. Idrætten tænkes helhedsorienteret i en seriøs og ambitiøs sammenhængende idrætspolitik. I den forbindelse er det rart at se, at Gentofte både skaber rammer for eliten, bredden, særlige målgrupper og ikke mindst hele tiden forbedrer kommunens idrætsfaciliteter, så de er tidssvarende. Mange kommuner kunne lære rigtig meget på idrætsområdet af Gentofte Kommune, som er en fortjent vinder af DIF's pris som Årets Idrætskommune.
Særlige indsatser i Gentofte Kommune i 2009
- Gentofte Kommune har haft fokus på fastholdelse af teenagere i foreningerne og ydet tilskud til, at idrætsforeninger kan ansætte en ungdomskonsulent, der udvikler og styrker ungdomsarbejdet i foreningen.
- Gentofte Kommune har arbejdet med brugerdreven innovation på det idrætspolitiske område. Gennem en visionsdag er mål og indsatsområder med det idrætspolitiske arbejde blevet til i fællesskab med borgere og foreninger. Kommunen følger op på disse ved løbende at dokumentere og evaluere indsatsen.
- Gentofte Kommune har haft fokus på særlige målgrupper og etableret tilbud til en lang række brugere i idrættens verden. Disse tilbud indebærer bl.a. "Testorun", "Cool kids", "Børn i bevægelse", Idræt for sindslidende, Seniortræning i samarbejde med fysioterapeuter og Gentofte Sundhedscenter samt en motivationsgruppe for type II diabetikere.
- Gentofte Kommune har foretaget omfattende nybyggeri og moderniseringsarbejde af idrætsfaciliteterne i kommunen. Kommunen har bl.a. renoveret Kildeskovshallen, etableret kommunens sjette kunstgræsbane i fuld størrelse, bygget en ny bevægelseshal ved Dyssegårdsskolen og en multihal ved Skovgårdsskolen, etableret klubhusfaciliteter på Skovshoved Havn og etableret udearealer ved Munkegårdsskolen i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse.
Om prisen
Vinderen af Årets Idrætskommune er den kommune, der vurderes at have gjort den største indsats inden for et eller flere af følgende områder det forgangne år: breddeidræt, eliteidræt, idræt for særlige målgrupper og idrætsfaciliteter. Prisen er på 200.000 kr. og skal anvendes til et idrætsprojekt i kommunen. 12 kommuner var indstillet til prisen i 2009.
Det er fjerde gang, at prisen uddeles. Svendborg Kommune vandt prisen i 2008, Ballerup vandt i 2007 og Fredericia vandt i 2006.
tj
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.