

ODDER: Alle partier i Odder Kommunalbestyrelse står bag budgetforliget for 2026, og dermed er alle budgetter i den indeværende periode blevet vedtaget i enighed.
De økonomiske rammer har været stramme i årets forhandlinger, hvilket skyldes udligningen. Dog har kommunalbestyrelsen formået at lave en budgetaftale, hvor der fortsat investeres i velfærd, fællesskab og tryghed.
- Jeg glad for at vi igennem hele perioden i kommunalbestyrelsen har kunne lave enige budgetforlig. Det er vigtigt, både når der skal træffes svære beslutninger og når der skal prioriteres i kommunens økonomi, siger borgmester Lone Jakobi (S):
- Endelig er jeg glad for at vi har kunne levere et løft til velfærden, fællesskabet og trygheden i kommunen. Trygheden har vi blandt andet prioriteret ved at øge fokus på det civile beredskab, så vi kan stå sammen og hjælpe hinanden i tilfælde af krisesituationer. Fællesskabet får et løft på flere områder, ikke mindst for de, der kan have en svær vej ind i foreninger og andre fællesskaber.
Fokus på frivillighed
Med budgettet løftes dagtilbudsområdet med 4,3 mio. kr. årligt, så der bliver råd til flere pædagoger og lavere forældrebetaling, og skoleområdet styrkes med 9,2 mio. kr. i 2026 til både kompetenceudvikling og inklusion.
Fællesskabet styrkes gennem nye initiativer, såsom udviklingsplaner i lokalområderne og fritidspas til voksne, så flere kan blive en del af foreningslivet. Samtidig sætter kommunalbestyrelsen fokus på frivillighed og har en ambition om at kommunen bliver Europæisk Frivillighovedstad i 2028.
Kommunalbestyrelsen noterer sig også, at verden er blevet et mere usikkert sted, både på grund af den politiske situation, men også på klimaets udvikling. Derfor investeres der i tryghed, bl.a. i nødberedskab og klimatilpasning, heriblandt 6 mio. kr. til klargøring til el-færge, 1,5 mio. kr. til energisparende projekter og 0,5 mio. kr. til mobilisering af civilberedskab.
Derudover har kommunalbestyrelsen indarbejdet en række reduktioner som følge af diverse indsatser.
Der er sammenlagt prioriteret 9,3 mio. kr. til ny drift i 2026 og 39,8 mio. kr. på anlæg i 2026.
Læs alle artikler om kommunernes økonomi og budgetter for 2026 under temaet Budget 2026.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.