Vi psykisk sårbare vil også mærke, der er brug for os

Af Anne Marie Geisler Andersen

Hen over sommeren har der været fokus på, at psykisk sårbare sættes uden for arbejdsmarkedet. At kommuner ikke er forpligtet til at tilbyde dem arbejde betyder nemlig, at et stigende antal psykisk sårbare unge parkeres uden for arbejdsmarkedet på førtidspension.

Derfor vil vi i Radikale Venstre indføre en rehabiliteringsydelse, der øger muligheden for, at ikke mindst de unge igen opnår tilknytning til arbejdsmarkedet. Det er også nødvendigt at få skabt et mere rummeligt arbejdsmarked, og en forudsætning for dette er, at vi får gjort op med det tabu, der alt for længe har hersket omkring psykisk sygdom.

Psykisk sårbare skal ikke opgives
På bare to år er der næsten sket en fordobling i antallet af 15-29-årige, som får tildelt førtidspension på baggrund af en psykisk lidelse, og næsten halvdelen af de danskere, der de seneste år har fået tilkendt førtidspension, har en psykisk lidelse.

I Radikale Venstre er vi meget kede af denne udvikling. Ikke mindst fordi der i dag er flere psykiske lidelser, der kan behandles, er det dybt beklageligt, at ikke mindst unge mennesker parkeres på førtidspension. Langt de fleste af os vil gerne føle, at der er brug for os, at vi gør nytte. Mennesker med psykisk sygdom er ifølge eksperter og de sindslidendes organisationer langt fra uden arbejdsevne resten af livet.

Nogle af de unge mennesker, der bliver førtidspensionister i en tidlig alder, kunne måske komme tilbage på arbejdsmarkedet på fuld tid - andre på deltid eller i et fleksjob. Problemet er, at der langt fra altid bliver fulgt op på førtidspensionister.

Indfør en rehabiliteringsydelse
Af ovennævnte årsager mener vi i Radikale Venstre, det er på tide at lave et alternativ til førtidspensionen. Førtidspension skal fortsat tildeles, hvor det er absolut nødvendigt, og hvor behandlingsmulighederne er udtømte.
Problemet med førtidspensionen er, at man i dag kigger på arbejdsevnen nu og her, men ikke i tilstrækkelig grad på, om arbejdsevnen på længere sigt kan genvindes. Dette er hverken til gavn for den enkelte eller for samfundet som helhed.

Derfor har vi i Radikale Venstre foreslået, at man indfører en såkaldt rehabiliteringsydelse, der skal gælde et sted mellem tre og fem år. Dermed får den syge ro til at modtage behandling og komme sig, men stadig med et perspektiv om at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Rehabiliteringsydelsen skal gives til folk, som i dag ville få førtidspension for en lidelse, som kan behandles. Måske vil behandlingen gøre nogle af dem klar til arbejdsmarkedet igen. Hvis ikke, får de den førtidspension, som de under gældende forhold ville have fået med det samme.

Problemet med førtidspensionen er ikke mindst, at kommunerne ikke er forpligtet til at hjælpe mennesker på førtidspension i arbejde. Dermed ikke sagt, at mennesker på en rehabiliteringsydelse ville skulle stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Det er alfa og omega, at mennesker med psykisk sygdom får den nødvendige tid og ro til at komme sig igen. Hvis man presser for meget på, risikerer man at forstærke sygdommen. Hvis man fx lider af angst eller depression kan det, at der stilles for mange krav i den grad stresse en.

Tro mig, jeg kender det fra egen krop. Men når det så er sagt, så tror jeg heller ikke, der er nogen mennesker, som får det bedre af, at de fuldstændig opgives af systemet, og at der slet intet forventes af dem. Jeg tror, vi alle har brug for at føle, at der er brug for os, og at der er noget at se frem til, at der er håb. Mennesker på en rehabiliteringsydelse skal derfor have hjælp til at komme i uddannelse og arbejde, når de er klar til det.

Inklusion kræver aftabuisering
Imidlertid gør en rehabiliteringsydelse det ikke i sig selv. Der er også brug for, at vi får aftabuiseret det at have en psykisk sygdom. Hvis vi vil sikre psykisk sårbare en mulighed for at komme tilbage på arbejdsmarkedet, må vi skabe et inkluderende arbejdsmarked. Det kræver, at vi får gjort op med de mange fordomme, der eksisterer omkring netop psykisk sygdom.

Undersøgelser har bekræftet, at det er et af de handicap, som danskerne har sværest ved at forholde sig til, og at de langt hellere vil have en kollega med et fysisk frem for et psykisk handicap. Sidstnævnte spiller ind på, om en arbejdsgiver tør ansætte et menneske, der lider af eller har lidt af en psykisk sygdom, men det betyder også noget i forhold til den enkeltes trivsel på arbejdspladsen. At få gjort op med tabuet fordrer kendskab til psykisk sygdom. For kun med kendskab til, hvad det vil sige at lide af en psykisk sygdom, kan vi skabe den nødvendige forståelse og rummelighed.

Jeg er af den overbevisning, at et mere rummeligt arbejdsmarked vil være til gavn for langt størstedelen af de ansatte, også mennesker, der ikke selv lider af en psykisk sygdom. Desværre går udviklingen i retning af, at flere og flere rammes af lidelser som stress, angst og depression. Jeg har selv oplevet at være ramt af alle tre lidelser. Det har taget mig lang tid at nå dertil, hvor jeg for alvor føler, at jeg mestrer min sygdom. Jeg var noget bekymret for, hvordan det ville gå, da jeg fik at vide, at jeg skulle være medlem af Folketinget, men i dag er jeg stolt over at kunne sige, at det går over al forventning.

Jeg har lært at mestre min sygdom
Noget af det, der har hjulpet mig allermest, er åbenhed, en åbenhed jeg har taget med mig hjemmefra. Det tog mange år, før vi for alvor fik taget hul på at tale om min fars sygdom, men efter det skete, har vi fået det meget bedre sammen. Vi er blevet en familie igen. Det at kunne tale om sin sygdom og det, som man slås med, gør det lettere at passe på sig selv. Jeg er meget sjældent syg, men en gang imellem kan jeg mærke, at jeg har brug for en dag i sengen.

I Folketinget er der nogle perioder, hvor der er rigtig meget at lave - fx hvis man oven i alt det daglige arbejde også er med i et intensivt forhandlingsforløb. Efter sådan en periode har jeg oplevet, at jeg havde svært ved at komme ud af sengen, og at jeg var fuldstændig flad og tappet for energi. Det, at jeg kan være åben om min sygdom, gør det lettere for mig at sige fra, når jeg kan mærke, at jeg har brug for det. Og kun når jeg kan sige det, som det er, kan mine kollegaer udvise forståelse og sige, at det er vigtigt jeg passer på mig selv, så jeg også kan holde i det lange løb.

Hvis vi kan få aftabuiseret det at have en psykisk sygdom, vil det forhåbentlig betyde, at flere mennesker tør være åbne omkring deres sygdom, at de derved får den rette hjælp i tide og får lettere ved at lære at leve med deres sygdom.

Efterårets forhandlinger
I Radikale Venstre har vi længe ønsket, at der blev indført en rehabiliteringsydelse. Denne skulle være på niveau med førtidspensionen, men tilkendes for en periode på tre-fem år. Da denne ydelse ikke er permanent, skal man ikke opfylde de samme stramme krav, som der er til førtidspension. Ifølge loven skal alle behandlingsmuligheder være udtømte og arbejdsevnen vurderet for, at man kan få tilkendt førtidspension, hvilket betyder, at dette kan tage år.

Ved en række psykiske lidelser kan det være svært at sige, om man har mulighed for at komme sig helt eller delvist på sigt. Og hvis man kan, kan det sagtens tage år, før man er ovenpå igen. Den usikkerhed omkring økonomien, som følger af den lange ventetid, er bestemt ikke gavnlig for et menneske, der er ramt af en psykisk sygdom.

I sådan en situation bør man kunne få en rehabiliteringsydelse, så man kan få ro på i forhold til økonomien. Når vi skal forhandle førtidspension til efteråret, vil Radikale Venstre derfor kæmpe for, at vi får indført en rehabiliteringsydelse.


MF, socialordfører samt ordfører for handicap og psykiatri, Anne Marie Geisler Andersen (R)


Foto: http://www.flickr.com/photos/devinlynnx/with/2798330203/