På Bornholm har det største oppositionsparti, Venstre, nu også fået sat navn på sin spids til valget, oplyser Bornholms Tidende. Det blev igen Søren Schow, der også var spids ved KV17.
V har her fem ud af 23 pladser, mens S har ni og borgmesterposten i Thomas Thors, der trådte til sidste år. Thors er også kandidat til at blive spids, men har fået en modkandidat i tidligere MF Claus Larsen-Jensen. Corona har udsat det valg.
Også i Odsherred er Venstre største parti i opposition, og her er der nu afklaring om V-spidsen, idet der ikke stillede nogen modkandidater op til byrådsmedlem Hanne Pigonska. Hun er dermed valgt og er klar til at tage kampen op med borgmester Thomas Adelskov (S), oplyser sn.dk.
Pigonskas person har været omstridt i partiafdelingen og byrådsgruppen, der i februar mistede to af sine syv byrådsmedlemmer, der nu er løsgængere. Erik Winther og Helge Fredslund begrundede begge deres farvel med bestyrelsens anbefaling af Pigonska, efter at Mathias Hansen ellers var udpeget tilbage i 2018, men meldte fra igen i januar i år.
Siden er de to udbrydere gået sammen med Odsherred Listens ene byrådsmedlem og har stiftet en ny lokalliste ved navn Nyt Odsherred.
I Kerteminde, der har S-borgmester i Kasper Ejsing Olesen, er De Konservative største parti med otte mod de syv i S. Venstre har bare tre ud af de 25 pladser og har brug for en ny spids, efter at den hidtidige spids - og tidligere borgmester - Hans Luunbjerg har meldt fra - med en miljøsag på sit landbrug som konkret anledning.
V har endnu ikke valgt spids, men ifølge Fyens Stiftstidende er leder af Frivilligcenter og byrådsmedlem i første periode Jens Gantriis klar. Han har den lokale bestyrelses opbakning og mangler blot den officielle udpegning.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.