
VEJLE / ODENSE / GRIBSKOV: - På kort tid har Vejle Kommune formået at vende en svag ungdomsindsats til en rivende udvikling med mange nye og nytænkende initiativer, hvor ungdommen selv er involveret i beslutningsprocesserne. Det er en imponerende u-vending, som vi gerne vil belønne.
Sådan lyder dommerkomitéens begrundelse for at kåre Vejle som vinder af årets ungdomskommunepris 2011. Komitéen betragter Vejle Kommunes indsats på ungeområdet som meget målrettet og nyskabende.
- Vejle Kommune blev valgt, fordi de ganske tydeligt har igangsat en masse initiativer for og med de unge. For eksempel i form af kulturfestival, studiestartskoncert, KulturPiloter, Ungdomskulturhus og UXP - et nyhedssite for unge af unge. Kommunen er på vej i den rigtige retning, og vi vil gerne anerkende indsatsen i en tid, hvor krisen ellers presser forholdene for unge og foreningslivet i mange kommuner, siger DUFs formand Martin Justesen.
Andenpladsen - Odense Kommune
Dommerkomitéen er imponeret over Odense Kommunes tætte samarbejde med og interesse i foreningslivet. Bl.a. etableringen af Odense Forenings Netværk, som blandt andet har afholdt et fundraisingkursus for alle kommunens foreninger. 100 foreningsledere deltog ved arrangementet.
- De unge i Odense har mange muligheder for at fordybe sig i foreningslivet og få mere ud af det end blot en hobby. Eksempelvis afholder kommunen foreningsleder-akademier, hvor deltagerne får mulighed for at komme i direkte dialog med politikere fra folkeoplysningsudvalget og byrådet. En indsats, der fortjener at blive honoreret, siger Martin Justesen.
Tredjepladsen - Gribskov Kommune
På en fornem tredjeplads ligger Gribskov, der roses af dommerkomitéen for en særligt god struktur for de unges deltagelse i kommunens liv.
- Dommerkomitéen er imponeret over, at kommunen har så stærkt fokus på at få de unge involveret i demokratiprocesserne. Blandt andet har Gribskov etableret to fælleselevråd, hhv. for 3.-6. og 7.-10. klasse, som går på tværs af alle kommunens skoler. Af andre eksempler kan nævnes, at kommunens ungdomsråd, bestående af 15 unge på 13-20 år, tager aktivt del i kommunens planlægning af unge- og kulturelle aktiviteter, fortæller Martin Justesen.
I alt var 13 kommuner nomineret til prisen, som uddeles i starten af 2011.
DUF uddeler hvert år 'Ungdomskommuneprisen', der er en kåring af Danmarks bedste kommune for unge.
Ungdomskommuneprisen har til formål at belønne kommuner, der gør en særlig indsats for at forbedre unges udfoldelsesmuligheder og levevilkår - blandt andet ved at skabe gode rammer for frivilligt arbejde med børn og unge.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.