- Det var da en dejlig meddelelse, siger en glad Knud Jager Andersen. Vi får for tiden mange positive tilkendegivelser inden for det område, jeg er formand for. Vi var tæt på at blive Årets Idrætskommune, vi har fået DGI og DDS’s Landsstævne i 2013 og nu er vi blevet valgt som Årets Ungdomskommune.
Målrettet indsats
- Det er dejligt, at også folk uden for Esbjerg Kommune lægger mærke til, at vi har en målrettet indsats inden for ungeområdet, siger han, og nævner blandt andet Ungdomshuset Konfus, Huset og Esbjerg Kommunes lokaletilskudsordning som vigtige elementer.
Også borgmester Johnny Søtrup (V) modtager nyheden med stor tilfredshed.
- Det er meget glædeligt – og hvis jeg må være lidt ubeskeden, så synes jeg også, det er et godt valg. Esbjerg kan bryste sig af en lang række initiativer, der gør kommunen til et rigtig godt sted at vokse op - både for bredden, elitetalenter og de med særlige behov, siger Johnny Søtrup.
- Der er mange, der har været med i den her proces og det arbejde, der gøres for de unge i vores kommune, og de skal have stor ros for at have medvirket så aktivt til, at vi nu får denne udmærkelse, understreger borgmesteren.
Begrundelsen for at vælge Esbjerg
Dommerkomitéens begrundelse for at vælge Esbjerg lyder, at kommunen på fornem måde har prioriteret foreningsliv, inddragelse af de unge selv, og et aktivt ungdomsliv i et helhedsorienteret perspektiv.
Prisen samt et kunstværk af den lovende unge kunstner Ida Kvetny overrækkes ved en lille ceremoni i løbet af marts/april.
Fakta om prisen:
DUF uddeler hvert år ’Ungdomskommuneprisen’, der er en kåring af Danmarks bedste kommune for unge. Ungdomskommuneprisen har til formål at belønne kommuner, der gør en særlig indsats for at forbedre unges udfoldelsesmuligheder og levevilkår – blandt andet ved at skabe gode rammer for frivilligt arbejde med børn og unge.
Fakta om Esbjerg
*Ungdomshuset Konfus for de 17 - 25-årige med udbredt selvstyre
*Landets største Kulturskole med undervisning i de kreative fag fra fire-måneders alderen og opefter. Skolen danner model inden for arbejdet med de såkaldte GK-grundkurser inden for musik, teater, litteratur og billedkunst.
*Esbjerg har en af landets bedste støtteordninger til foreningslivet. Fodboldklubber, spejderforeninger og mange andre nyder godt af 20 mio. kommunale støttekroner hvert år.
*Efter sommerferien åbner fem folkeskoler som idrætskoler. Her har alle elever minimum fire ekstra idrætstimer oven i de obligatoriske timer.
*Et solidt netværk af ungdoms- og fritidsklubber med kvalitetstilbud spredt over hele kommunen.
*Et velfungerende SSP-samarbejde mellem politi og kommune, der sikrer trygge rammer for kommunens unge.
* En meget aktiv ungdomsskole med internationalt udsyn samt masser af tilbud til bredden og skræddersyede tilbud til de med særlige behov.
* Et meget udviklet talentudviklingsprogram inden for de kreative fag (musik, teater, dans, litteratur og billedkunst) og eliteidræt, hvor unge kommer til kommunen fra hele landet for at satse på deres sport.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.