Veganerpartiet er klar til folketingsvalg
Veganerpartiet var på gaden u juli for at hive de sidste underskrifter hjem.
Foto: Jakob Eskildsen, Ritzau Scanpix

Veganerpartiet er klar til folketingsvalg

Veganerpartiets mærkesager er dyrevelfærd og en bæredygtig fødevareproduktion.
6. AUG 2020 10.45

Veganerpartiet har nået de 20.182 vælgererklæringer, der skal til for at blive opstillingsberettiget til folketingsvalg. Det oplyser partiet på Twitter.

- I dette øjeblik ramte vi i @veganerpartiet 20.182 indsamlede vælgererklæringer, og vi er dermed i mål, skrev partiet på Twitter tidligere på dagen.

For godt en måned siden meddelte partiet, at det havde opnået 17.613 vælgererklæringer.

En del af Veganerpartiets mærkesager handler om dyrevelfærd.

'Dyr er levende væsener og skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varige men og væsentlig ulempe,' skriver partiets på sin hjemmeside.

Derudover ønsker partiet at omlægge den danske fødevareproduktion til at være bæredygtig 'hvor der går mindst muligt ressourcer til spilde frem til slutproduktet', lyder det.

Veganerpartiet er ikke det eneste parti, som i denne uge er blevet klar til folketingsvalg. Mandag bekendtgjorde Kristendemokraternes formand, Isabella Arendt, på Twitter, at partiet nu også havde opnået nok vælgererklæringer.

Vælgererklæringerne skal godkendes af Social- og Indenrigsministeriet, og her kan nogle blive erklæret ugyldige.

Ritzau

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard
Nyhedsbrev