
VARDE: Varde Kommune offentliggør i uge 11 sit forslag til en ny vindmølleplan med otte nye vindmølleområder, og gennemføres den i sin helhed, vil der kunne opstilles vindmøller med en samlet effekt på op mod 100 MW, oplyser kommunen.
Det har i den seneste uges tid været fremme i dagblade og i DR2 Deadline, at Varde Kommune skulle være imod vindmøller, og at kommunen i sin vindmølleplanlægning lavede særregler.
- Det er imidlertid helt misforstået, siger plan- og byggechef Ivar Sande.
Ingen skærpede regler
- Varde Kommune har til brug for udvælgelsen af de bedst egnede vindmølleområder naturligvis foretaget en afvejning af en lang række interesser. For at kunne udvælge områder, hvor færrest mulige borgere kommer til at bo i nærheden af vindmølleren, er det blandt andet vurderet, hvor mange adresser der findes i en radius af 1500 m fra de områder, der indgik i undersøgelsen.
- Det er af interesse- og brancheorganisationen for vindmølleindustrien blevet opfattet som om, vi har indarbejdet skærpede regler for opstilling af vindmøller i vores planlægning. Det er imidlertid ikke tilfældet - det er stadig de vejledende afstandskrav til nærmeste bolig, der vil være udgangspunkt for den videre planlægning.
Men ved at tage dette hensyn med som grundlag for udpegningen har vi fundet otte områder, hvor der inden for en radius på 1500 m er registreret mindre en 10 adresser pr. MW, der kan opstilles i områderne.
Ned med 2 dB
- Vindmølleplanlægning er en lang og sej proces, der kræver mange ressourcer både i forvaltningen og i det politiske system. For at sikre, at planlægningen og sagsbehandlingen bliver så effektiv som muligt, har vi derfor i vores vindmølleplanlægning gjort klart, at de selskaber, der søger om opstilling af vindmøller, skal sørge for, at deres projekter opfylder de produktionskrav der stilles i planen. Det gør vi for at sikre, at de udpegede områder udnyttes optimalt, så vi kan opnå de politiske mål på området, udtaler udvalgsformand Preben Olesen (V).
Et af de krav, kommunen agter at stille til dokumentationen i VVM-redegørelser for fremtidige vindmølleområder er, at det dokumenteres, at støjen fra vindmøllerne om nødvendigt kan reguleres ned med 2dB.
Det betyder ikke, at der stilles skærpede krav til støjbelastningen fra vindmøllerne, men at det overfor kommunen og ikke mindst de omkringboende naboer dokumenteres, at møllerne efter opstilling vil kunne reguleres, så de vejledende støjkrav kan overholdes.
- Det er vores opfattelse, at det planforslag, vi nu sender i høring, sikrer, at der kan opstilles et betydeligt antal vindmøller i Varde Kommune og samtidig tager borgernes bekymringer seriøst, siger Preben Olesen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.