Den såkaldte integrationsuddannelse - i daglige tale kaldet igu - udvides nu, så også ukrainere får mulighed for at kombinere en praktikplads med et skoleforløb med blandt andet danskundervisning.
Det fremgår af en aftale, som regeringen har indgået med arbejdsmarkedets parter. Helt konkret er der lavet en tillæg til den forlængelse af igu-aftalen, der blev indgået for nylig, så den også gælder ukrainere med midlertidig opholdstilladelse.
Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) siger:
- De seneste år har mange virksomheder og syriske flygtninge brugt igu-ordningen, der sikrer to år med arbejde og uddannelse.
- Nu har vi aftalt også at åbne uddannelsen for de ukrainere, der kan få opholdstilladelse efter særloven, som Folketinget skal behandle i næste uge. Det synes jeg er rigtig godt, siger Tesfaye.
DA bakker op
Jacob Holbraad, der er administrerende direktør i Danmarks Arbejdsgiverforening (DA), håber, at langt de fleste ukrainere vil kunne gå direkte i job, når de kommer hertil.
Men han forventer også, at der vil være andre, der har brug for en ekstra håndsrækning.
- Vi bakker derfor også helhjertet op om at lade ukrainerne deltage i igu-ordningen, som forhåbentlig kan hjælpe med at understøtte integrationen på arbejdsmarkedet, siger han.
Igu-uddannelsen blev indført i 2016 og kombinerer lønnet arbejdspraktik med 23 ugers undervisning i blandt andet dansk. Uddannelsen tager to år at gennemføre.
Den er et tilbud til flygtninge eller familiesammenførte mellem 18 og 40 år, der har været i Danmark i mindre end ti år.
Igu-uddannelsen var mest populær i sine første år. I 2017 blev der indgået 1.102 uddannelsesaftaler, mens antallet sidste år var nede på 125. I alt er der registreret 2.750 igu-forløb.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.