KL: Integration skal i gang igen, men uden for mange sanktioner
Der skal igen gang i integrationsindsatsen, mener KL. Her flygtninge under uddannelse til chauffører hos AMU Fyn.
Foto: Peter Leth-Larsen, Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix (Arkiv)

KL: Integration skal i gang igen, men uden for mange sanktioner

KL foreslår Mattias Tesfaye (S), hvordan indsatsen for at få flygtninge og indvandrere i job kan genoptages.
29. APR 2020 15.45

Danmark risikerer en rekordhøj stigning i antallet af ledige, hvis ikke samtaler, tilbud, visitation m.v. på landets jobcentre genoptages, mener KL.

Det gælder også for integrationsindsatsen for flygtninge, familiesammenførte og indvandrere.

Derfor har KL sendt et brev til udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye med konkrete pejlemærker for en gradvis genåbning af integrationsindsatsen.

Nye tider, nye behov 

KL foreslår, at det skal ske fleksibelt, så resssourcerne bruges på det, der giver mest mening og værdi for borgere og virksomheder.

- Vi kan høre, at kommunerne har et ønske om igen at kunne hjælpe de ledige tilbage til arbejdsmarkedet, men at der bør være dele af indsatsen, som skal foregå anderledes end før covid-19, hedder det i brevet, som er underskrevet af Thomas Kastrup-Larsen (S), formand for KL's arbejdsmarkedsudvalg og borgmester i Aalborg. 

Han nævner også, at de nye tider kan gøre det nyttigt at sætte mere fokus på opkvalificering og at udvide integrationsgrunduddannelsen, IGU.

Endelig skriver han, at der er udbredt behov for at få afklaret, om chancerne for senere at få opholdstilladelse forringes, hvis flygtninge eller indvandrere i denne tid melder sig ledige og modtager ydelser.

KL foreslår bl.a.:

  • Den delvise suspension af integrationsindsatsen ophæves, og flygtninge og familiesammenførte skal igen stå til rådighed for rimelige tilbud om job. 
  • Alle samtaler skal kunne afholdes telefonisk eller via et digitalt medie, dvs. at der sker en fritagelse for krav om fysisk fremmøde.
  • Kommunerne vil fortsat arbejde for, at der kontinuerligt gives virksomhedsrettede tilbud, men der bør i en periode dispenseres fra proceskrav i integrationsloven.
  • Det skal være muligt at igangsætte alle typer tilbud, især virksomhedsrettede, men der bør dispenseres for krav, der kan spænde ben for samspillet med virksomhederne.
  • Kommunerne bør kunne iværksætte andre tilbud end virksomhedsrettede, som kan tælle med i 15 timers kravet, fx opkvalificering. 
  • En del flygtninge og familiesammenførte har vanskeligt ved at begå sig digitalt. Indtil det bliver muligt igen at holde fysiske møder, bør der tages hensyn til de borgere ved, at der ikke sanktioneres på baggrund af sproglige eller teknologiske udfordringer.
  • Mange flygtninge og familiesammenførte vil fagligt og sprogligt være sakket bagud i deres integrationsproces i den periode, hvor indsatsen har været suspenderet. KL foreslår derfor en forlængelse af både introduktionsperioden og danskuddannelsesretten.

Se uddybende notat her.

ak

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt