
Kombinationen af blandt andet ukrainske flygtninge, øgede forsvarsudgifter og stigende energipriser er så alvorlig, at budgetlovens grænse for underskud på den strukturelle offentlige saldo skal fraviges, vurderer Finansministeriet. Det åbner budgetloven mulighed for under "exceptionelle omstændigheder".
Budgetloven sætter rammer for, hvor store underskud Danmark må køre med. Eksempelvis udgifterne til flygtninge kan finansieres ved at overskride rammerne for underskuddet. Finansministeriet nævner også udgifter til "akut opskalering af det sikkerhedsmæssige beredskab" og "store stigninger i energipriserne". Hvad det dækker over, ønskede ministeriet mandag aften ikke at uddybe.
- Det er en ekstraordinær situation med krig i Europa. Det har meget store konsekvenser for hele Europa, og det gælder desværre også for dansk økonomi, siger finansminister Nicolai Wammen (S) i en kommentar.
Han kalder det "fuldt ud ansvarligt" at "afholde udgifter direkte relateret til Ukraine-situationen ud over budgetlovens underskudsgrænse".
- Dansk økonomi er bundsolid, og de offentlige finanser er kernesunde, blandt andet har det offentlige selv efter coronakrisen en lav gæld, siger finansministeren
Finansieringen af de ukrainske flygtninge har været et stort politisk stridspunkt, da det forventede antal flygtninge blev øget fra 20.000 til over 100.000. Det sendte regningen op fra omkring to mia. kr. - der blev taget fra udviklingsbistanden - til over ti mia. kr. Slagsmålet har stået om hvor de ekstra milliarder skulle tages fra.
I den store aftale om at styrke det danske forsvar aftalte partierne bag, at budgetloven skal revideres, så Danmark kan køre med underskud på én procent af bruttonationalproduktet. Det var det, der skulle skaffe 18 mia. kr. ekstra til Forsvaret årligt.
Regeringen og en række partier har vedtaget en varmecheck til danskere, der er hårdest ramt af de stigende gaspriser. Om også den skal finansieres ved større underskud kan Finansministeriet ikke oplyse.
Budgetloven blev vedtaget i 2012 og har tidligere foreskrevet, at danske regeringer ikke har måttet planlægge efter underskud, der var større end 0,5 procent af bruttonationalproduktet.
Ritzau + mk
Se faktaark om budgetloven.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.