dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Bo Amstrup, Ritzau Scanpix

Uenighed mellem læger står i vejen for tidlig kræftudredning

Praktiserende læger og hospitalslæger er ikke enige om, hvordan de skal håndtere CT-scanninger, når patienter skal henvises uden om kræftpakkerne, lyder det i rapport.
9. JAN 2019 13.15

Når potentielle kræftpatienter ikke passer ind i et udredningsforløb via et kræftpakkeforløb, kan en lægekonflikt stå i vejen for, at patienterne får tidlig udredning. Det viser en rapport fra Vive, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

Halvdelen af alle patienter med mistanke om kræft passer ikke ind i et kræftpakkeforløb, og derfor må de udredes i almen praksis, som så har mulighed for at henvise til kliniske undersøgelser på hospitalet. Det gælder de patienter, som har få symptomer, men mistanke om kræft.

Men den udredning kan være vanskelig i praksis. Der er blandt andet uenighed mellem hospitalslæger og praktiserende læger om brugen af CT-scanninger, som de dog begge vurderer, er den væsentligste scanning i kræftudredning. Det viser interviews med læger fra almen praksis og fra de parakliniske afdelinger i rapporten.

Bøvler med henvisninger
Samarbejdet opleves nogle steder som en barriere for adgangen til undersøgelserne, for der er internt uenighed om, hvornår og med hvilke symptomer patienter skal udredes ved brug af billeddiagnostik. På den ene side af bordet sidder læger og billeddiagnostikere fra hospitalet, på den anden praktiserende læger.

Nogle billeddiagnostikere mener, at de alment praktiserende læger henviser alt for mange patienter til CT-scanninger, og omvendt oplever de praktiserende læger at få afvist mange af deres henvisninger. Omvendt mener nogle billeddiagnostikere, at de får mangelfulde henvisninger, og nogle læger synes, at resultatet af scanningen bliver skrevet i et alt for fagspecifikt sprog, som giver ubrugbare resultater for lægen i almen praksis.

'Det betyder, at nogle praktiserende undlader at bruge CT-scanninger, fordi de ikke føler sig klædt på til at forstå eller handle på svaret', lyder det i rapporten. Med en samtidig oplevelse af lang ventetid på scanningen betyder det, at flere læger vælger en røntgenundersøgelse, selvom de vurderer, at CT-scanningen er den relevante.

'Andre ser tiden an og venter med at henvise patienten, til symptomerne eventuelt er alvorlige nok til, at patienten kan henvises til en kræftpakke', konkluderer rapporten.

Praktiserende læger fik i 2015 udvidet adgang til at bestille de kliniske undersøgelser på hospitaler som blandt andet CT-scanninger, men rapporten viser, at der er forskel på, hvordan samarbejdet mellem lægerne fungerer. Det betyder spildte undersøgelser, og at patienterne kan risikere at komme i behandling på et senere tidspunkt - og dermed potentielt med mere fremskreden sygdom.

Således er der ifølge de interviewede et stykke vej endnu, før den udvidede adgang fungerer i praksis, selvom den findes på papiret.

 

Læs hele undersøgelsen her

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/uenighed-mellem-laeger-str-i-vejen-for-tidlig-kraeftudredning

GDPR