AKTUELT:Finanslov 2026BeredskabGrøn trepartBudget 2026Podcast: Ledelse i forandringKV25Kunstig Intelligens
Ved kongeparrets nytårskur for borgmestre og regionsrådsformand den 5. januar var det ikke alle borgmestre, der kunne smykke sig med en borgmesterkæde. (Arkivfoto)
Mads Claus Rasmusssen/Ritzau Scanpix

Udsigt til kæder til Favrskovs og Langelands borgmestre

Gemte borgmesterkæder fra før kommunesammenlægningen kommer i spil som genbrug eller inspiration til nye.
17. JAN 2026 11.39

LANGELAND/FAVRSKOV: Ved den nylige nytårskur for borgmestre hos kongen var det ikke alle borgmestre, der kunne smykke sig med en borgmesterkæde, og det har sat gang i overvejelser nogle af de steder, hvor den traditionelle kæde ikke eksisterer. En opgørelse, DK Nyt lavede i sommer, viste, at der er borgmesterkæder i 85 af landets kommuner.

Fyens Amtsavis opgjorde en uge inde i det nye år, at borgmestre i 86 ud af landets 98 kommuner har mulighed for at bære den traditionelle kæde. Det skete, i forbindelse med at en erhvervsmand fra Langeland startede en indsamling for at skaffe de mellem 200.000 og 300.000 kr., han skønnede skulle skaffes, for at borgmester Jørgen Nielsen (K) næste år vil kunne bære en kæde til kongens nytårskur. 

- Her går man ud og spørger den enkelte virksomhed eller borger, om det er noget, de vil støtte, og jeg tror meget på den model, fordi man løfter i flok, sagde erhvervsmanden, Johnny Killerup, der har startet en facebookside, hvor indsamlingen kan følges.

Ifølge avisen havde både Rudkøbing og Tranekær før kommunesammenlægningen kæder, men initiativtageren mener, at de gamle kæder er kulturarv, der skal bevares, og at der derfor skal laves en ny kæde.

Favrskov overvejer genbrug

I Favrskov Kommune overvejer borgmester Lars Storgaard (K) ifølge Din Avis, om kæder fra to af sammenlægningskommunerne Hinnerup og Hadsten vil kunne genbruges eller inspirere til en ny kæde. I den allernærmeste fremtid bliver kæderne fragtet, for at borgmesteren kan se dem. De opbevares i henholdsvis Hinnerup Egnsarkiv og Hadsten Lokalarkiv.

Borgmesteren har efter kongens nytårskur og avisens omtale fået adskillige henvendelser fra borgere og erhvervsfolk. Bl.a. har han fået en henvendelse fra Brønderslev Kommune, der har stået i samme situation som i Favrskov, og hvor kommunen for nogle år siden fik omsmeltet to borgmesterkæder for at lave en ny, skriver Din Avis.

En enten genbrugt eller ny borgmesterkæde til Favrskovs borgmester vil ikke blive finansieret af kommunen. Det har her været kutyme, at borgmesterkæder er blevet betalt af den lokale erhvervsliv.

cwa

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/udsigt-til-kaeder-til-favrskovs-og-langelands-borgmestre

GDPR