Bevillingerne i det ikke særligt store miljøministerium er siden 2001 skåret ned med 30 pct., og medarbejderstaben er reduceret med 600 årsværk. Den ufinansierede kommunalreform er gået hårdt ud over den lokale naturbeskyttelse. Naturbevillingerne i den særlige ’miljømilliard’ som har givet lidt flere penge på miljøministeriets budget (og som Troels Lund Poulsen bryster sig af) er ulykkeligvis blevet opvejet af meget store nedskæringer på naturindsatsen i Fødevareministeriet og udhulet af de voldsomme prissitigninger på landbrugsjord – bl.a. skabt af VK regeringens jordskattelettelser til landbruget.
Derfor er naturindsatsen i praksis faldet. Mange projekter ’hænger’, og bevilgede penge er ikke blevet brugt. Samtidig er landbrugets brug af sprøjtegift (som skulle falde) steget med 18 pct., og antallet af økologiske landbrug er på kraftigt retur. Den længe bebudede pesticidhandlingsplan er aldrig kommet, og de lovede 15.000 ha. sprøjte og ugødede beskyttelseszoner langs søer og vandløb er blevet til et fald på 4.000 ha.
VK's miljøpolitik duer ikke
80 pct. af de naturtyper og 60 pct. af de dyr og plantearter, som Danmark skal yde særlig beskyttelse ifølge Habitatdirektivet, er ifølge Danmarks Miljøundersøgelser (jan. 2008) i ’dårlig tilstand’. Jeg tror kun at det er den nuværende miljøminister, der kan se noget opløftende i det billede.
Værst er imidlertid katastrofen med den igangværende oppløjning af tusindvis af hektar værdifulde naturområder som følge af regeringens hovedløse beslutning om at ophæve EU’s braklægningsordning uden at gøre sig de katastrofale konsekvenser klart og uden effektive modforanstaltninger. Dermed er den skyld i den ’største naturskandale i henved 20 år’ – der vil gøre det endnu dyrere at leve op til EU’s strenge krav på miljøområdet.
Her har jeg så ikke nævnt de øvrige forsyndelser: Stoppet for udbygning med edvarende energi fra 2004 – 2008, eller at CO2 nu stiger (hvor det skulle falde), eller at trafikpolitikken er ude af kontrol, eller at 1 mio. mennesker dagligt udsættes for alvorlig luftforurening, eller at miljøbistanden til U-landene næsten er skåret væk (undtagen når Danmark kan få billige CO2 kvoter i stedet). Seneste påfund er VKO flertallets ønske om at forringe planloven og tillade nye mammutbutikscentre. Næste gang er det vel beskyttelsen af kysterne der er truet. Statsministeren har ret. VKs miljøpolitik dur ikke.
MF og tidligere miljøminister Svend Auken (S)
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.