
En havn er en virksomhed, der drives kommercielt. Havne skal skabe overskud, så de eksisterende faciliteter kan vedligeholdes og udvides.
Og det gør den danske havnesektor samlet set. Det viser de nye nøgletal, som Danske Havne nu kan offentliggøre. Tallene er samlet i et nøgletalskatalog for den danske havnesektors økonomi og drift.
Tallene er lavet på baggrund af 18 store og mellemstore havnes årsregnskaber. De 18 havne(selskaber) er Aarhus Havn, Aalborg Havn A/S, Aabenraa Havn, Vejle Havn, Thyborøn Havn, Skagen Havn, Rønne Havn A/S, Randers Havn, Odense Havn, Køge Havn, Kolding Havn, Kalundborg Havn, Hirtshals Havn, Hanstholm Havn, Grenaa Havn A/S, Frederikshavn Havn A/S, Esbjerg Havn og Associated Danish Ports A/S.
De 18 havne havde i 2010 en samlet omsætning på knap 1,1 mia. kr. - en stigning på 5,3 pct. i forhold til 2009. (Knap 3 pct. når der renses for inflation.) Deres omsætning udgjorde ca. 70 pct. af omsætningen i den samlede danske havnesektor.
Årets resultat blev for de 18 havne et samlet overskud på ca. 230 mio. kr. Det var et fald i forhold til året før, men skyldes større indtægter ved frasalg i 2009. Det samlede ordinære resultat (før salg) viste således en pæn fremgang i 2010. De 18 havne investerede for ca. en halv milliard kr. i nye anlæg i 2010. Det var dobbelt så meget som anlæggene blev afskrevet med, og dermed voksede anlægsmassen.
De 18 havnes samlede anlægsmasse lå på ca. 6,4 mia. kr. sidste år. Investeringsniveauet lå lidt lavere end året før, hvilket givetvis skyldes tilpasninger i forbindelse med den generelle samfundsøkonomiske situation.
Havnene har en samlet gæld på 2,6 mia. kr., og den har været konstant faldende over de senere år.
Nøgletallene afslører også, at den gennemsnitlige større danske havn har en årlig omsætning på ca. 60 mio. kr., ca. 30 ansatte og en årlig godsomsætning på ca. 2,6 mio. tons.
Nøgletalskataloget vil snart være tilgængeligt på www.danskehavne.dk
De deltagende havne har allerede modtaget en individuel benchmark af, hvor godt de har klaret sig i forhold til de andre havne. Dette kan anvendes i forhold til den fortsatte optimering af havnedriften og økonomien. Her vil vi fremhæve, at Grenaa Havn A/S havde den højeste forrentning af egenkapitalen med hele 16,4 % i 2010. Esbjerg Havn var mest effektiv på driften i 2010, forstået sådan, at her var driftsomkostningerne lavest i forhold til indtægterne - de udgjorde kun 18,7 %.
Eftersom de færreste havne betaler udbytte til ejerne, betyder en effektivt drevet havn med et stort overskud, at der bliver flere penge til investeringer i havneanlæggene i fremtiden.
mou
Nøgletalskataloget vil snart være tilgængeligt på www.danskehavne.dk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.