dkhavenergi
dkvindkraft
dknyt
dksocial
dksundhed
dkindkob
DK Debat
DK Stillinger

Tre på lægeklinik mistænkt for svindel med tilskud

Efter en anmeldelse fra Region Hovedstaden er tre personer fra en klinik i Charlottenlund sigtet for svindel.
29. SEP 2021 6.06

HOVEDSTADEN: Tre personer med tilknytning til en lægeklinik i Charlottenlund er blevet sigtet for at svindle med offentlige tilskud, oplyser Nordsjællands Politi.

Efter en anmeldelse fra Region Hovedstaden har politiet ransaget flere adresser. De tre personer er sigtet på mistanke for at have registreret fiktive ydelser i flere patienters og ansattes navne og for dobbeltfaktureringer. Det vil sige, at lægehuset har fået penge fra både borgere og regionen for de samme ydelser.

Det fremgår ikke, hvor stort et beløb de tre personer er mistænkt for at have svindlet sig til.

- Vi er i fuld gang med efterforskningen og er nået så langt, at vi i dag har kunne sigte de tre personer. Efterforskningen er dog på ingen måder færdig, og der ligger fortsat et stort arbejde for at få samlet puslespillet og få klarlagt den endelige rollefordeling, der har været i lægehuset, siger politikommissær Jesper von Bülow.

Politiet skal nu foretage flere afhøringer i sagen og gennemgå store mængder data. Når politiet er færdig med sin efterforskning, skal anklagemyndigheden afgøre, om der skal rejses tiltale mod en eller flere af de sigtede.

Ritzau