Resultatet af finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) og vicestatsminister Bendt Bendtsens (K) møde med topfolkene i KL og Danske Regioner blev, at regeringen næste år hæver lønrammen fra 3,25 pct. til 4 pct., fordi lønnen stiger hurtigere end ventet på det private arbejdsmarked.
Lønstigningen omfatter et øget bloktilskud på 900 mio. kr. til kommunerne, 300 mio. kr. til regionerne samt 500 mio. kr. på statens budget. Og de penge vil også være at finde på budgetterne i 2009 og 2010, forsikrer finansministeren ifølge Jyllands-Posten.
- Det vigtige er, at vi har parallellitet mellem det offentlige og private arbejdsmarked. Det offentlige skal ikke udvikle sig hurtigere end det private, men heller ikke sakke agterud, siger Lars Løkke.
- Det er noget nemmere af diskutere fleksiblitet og rekrutteringsproblemer, når man bringer en mere realistisk ramme til bordet, siger han.
KL-formand Erik Fabrin (V) udtrykker tilfredshed med, at der er kommet flere penge på bordet.
- Regeringen har vedstået, at det offentlige arbejdsmarked skal følge det private. Det er et godt signal at sende, at der er en lønsum af en betragtelig størrelse at forhandle om, siger han.
Formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (S), kalder den øgede lønramme et godt - og fredeligt - udgangspunkt for overenskomstforhandlingerne.
- Jeg håber meget, at dette er et signal om, at vi også gerne vil komme vores ansatte i møde. Vi har været med til at lægge noget på bordet, så vi undgår en konflikt.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.