TØNDER: Pigen, der i årevis levede med vold, svigt og seksuelle overgreb i sit barndomshjem, uden at de sociale myndigheder greb ind, får nu oprejsning fra det officielle Danmark. Tønder Kommune har valgt frivilligt at betale en kompensation på 300.000 kr. til pigen. Det skriver Politiken.
Pigen stævnede kommunen efter nytår, men Tønder Kommune har efter samråd med sit forsikringsselskab valgt at betale de 300.000 kr. og undgå en retssag.
- Det er en grim sag. Og af hensyn til pigen er det eneste rigtige at betale nu, for ellers kunne man have forudset en langvarig retssag ved domstolene, som hun ville blive hovedperson i. Og når man tænker på, hvad hun ellers har været udsat for ... Nu kan forhåbentlig både hun og Tønder Kommune komme videre, siger Direktør for Børn, Skole, Kultur og Fritid, Viggo Christensen til Politiken.
Karsten Thystrup, der er kontorchef i KL's juridisk afdeling, tror ikke, at godtgørelsen i Tønder-sagen skaber retspraksis. Praksis skabes gennem domstolene, påpeger han, men i det konkrete tilfælde er det Tønder Kommunes forsikringsselskab, der har anerkendt et krav.
- Det er en meget sørgelig sag, og det er rigtig godt for pigen, at den er landet her. Men det er min juridiske vurdering, at der ikke ville være imødekommet et krav om torterstatning ved de danske domstole, selv om man henviser til domme fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, siger Karsten Thystrup.
Karin Kildedal, der er lektor i socialt arbejde ved Aalborg Universitet, mener det er ærgerligt at sagen ikke bliver prøvet ved domstolene, fordi den som første af sin slags har en principiel betydning.
- Mig bekendt har vi aldrig haft den type sag før, hvor et barn har fået en dårlig behandling i en kommune og har forsøgt at føre en retssag. Det er banebrydende. Og derfor er det ærgerligt, at denne sag ikke kan få lov til at køre, så man kan se, hvordan retsstaten Danmark forholder sig til den slags, siger hun til DR Nyheder.
kil
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.