Søren Smalbro (t.v.) er ny borgmesterkandidat i Hjørring, mens Kristian Nielsen (t.h.) er det i Faaborg-Midtfyn.
Foto: Venstre

KV21:
To nye V-spidser valgt: I Hjørring og Faaborg-Midtfyn

I Hjørring blev spidskandidaten fra de to foregående valg vraget. Ny spids blev her fundet i første afstemningsrunde, i Faaborg-Midtfyn skulle der to runder til.
15. SEP 2020 8.47
TEMA: KV21

Mandag blev endnu to V-spidser til KV21 udpeget, og begge er nye på den plads. Den første i Hjørring, hvor Søren Smalbro efter en enkelt afstemningsrunde blev erklæret som vinder, oplyser TV2 Nord.

Søren Smalbro fik 138 ud af i alt 204 stemmer, hvor der blev ni til Jakob Borup, og 55 til Henrik Jørgensen, som i to omgange har været V-spids.

Smalbro er gårdejer, formand for teknik og miljø-udvalget og skal nu være første-udfordrer til borgmester Arne Boelt (S), der har siddet på den post siden 2010. For tiden i spidsen for 14 mandater ud af 31 i byrådet, hvor V har de syv.

Ved KV17 scorede Arne Boelt 10.257 personlige stemmer - hvilket placerede ham som nummer ti over de borgmestre, der scorede størst andel af alle afgivne stemmer - for hans vedkommende 27,7 pct.

Efter ham fulgte Per Møller (K), der igen er K-spids, med 2.138, den nu forhenværende V-spids (V) 63-årige Henrik Jørgensen med 1.227, Per Hyldig (DF) med 711 og Sven Bertelsen (Lokallisten) med 674.

I Faaborg-Midtfyn er der også nyt ansigt øverst på V-listen. Her vandt 66-årige Kristian Nielsen ifølge Fyens Stiftstidende værdigheden som spids foran Ole Pedersen og Lars Tribler. Han afløser Søren Kristensen som spids og udfordrer dermed borgmester Hans Stavnsager (S), der sidder i sin første periode som sådan.

Kristian Nielsen, der er i gang med sin tredje periode som byrådsmedlem, måtte ud i en anden runde med Ole Pedersen, før han kunne kåres som spidskandidat. I første runde blev Lars Tribler sorteret fra af de 90 fremmødte, der repræsenterede 105 stemmer.

Ved KV17 fik Stavnsager flest personlige stemmer med 2.210 foran tidligere V-spids Søren Kristensen, med 2.191, Anne Møllegaard Mortensen (DF) med 1.770, Søren Clemmensen (K) med 785 og Anne Jørgensen (V) med 644.

Faaborg-Midtfyn er såkaldt svingkommune, hvor regeringsmagten typisk svinger fra det ene parti det andet hvert fjerde år. I det 25 mandater store byråd har borgmesterpartiet S otte pladser og V for tiden syv.

Fra Aabenraa melder JydskeVestkysten, at Socialdemokratiet ligesom deres partifæller i Roskilde indfører et flette-princip: Når en mand er nummer et, skal nummer to være en kvinde og så fremdeles. Ved KV17 havde S 12 mænd og seks kvinder opstillet, og blandt de valgte var der syv mænd og to kvinder. 

 

 

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
DK Job