Teknologiske løsninger øger motivationen til at genoptræne

Flere og flere kommuner bruger teknologiske løsninger i deres genoptræningstilbud, viser ny undersøgelse.
21. JAN 2020 9.37

Løft knæet - stræk benene - ret dig op - du løfter foden, det må du ikke. Klassiske instrukser til at sikre, at genoptræningsøvelsen bliver udført korrekt, og som for de fleste fremkalder billedet af et træningscenter på nethinden. Men stedet kan lige såvel være ens eget stuegulv, og stemmen komme fra en smartphone, som først viser træningsøvelsen, og derefter en avatar, som via de tilkoblede sensorer på borgerens krop vurderer, om man laver øvelsen rigtigt, skriver Momentum, KL's Nyhedsbrev.

Flere og flere kommuner bruger digitale løsninger i forbindelse med borgernes genoptræning efter operationer eller længerevarende sygdom.

Det viser en ny undersøgelse fra KL’s Center for Velfærdsteknologi. Fra 2017 til 2019 er andelen af kommuner, der bruger teknologien, steget fra 52 til 69 pct. Herudover er 18 pct. i gang med at afprøve, om det er noget for dem, og 13 pct. har planlagt afprøvning.

I Gladsaxe Kommune har man indført flere forskellige teknologiske hjælpemidler til borgere med behov for genoptræning eller vedligeholdende træning. Og det har været en succes, fortæller Anne Skjoldan, Souschef i Sundheds- og Rehabiliteringsafdelingen og leder af Digitalisering og Hverdagsteknologi.

- Borgerne får i gennemsnit trænet mere. Tidligere fik man et stykke papir med hjem, og fysioterapeuten opfordrede til at få lavet øvelser de dage, man ikke var til træning. Men det her er mere motiverende. Man får dermed også mere træning ud af den tid, man investerer i det, når man ikke skal bruge tid på transport.

For Anders Stengaard Sørensen, lektor ved Sundhedsteknologi på Syddansk Universitet, er der heller ingen tvivl om, at der er noget at hente ved at bruge de teknologiske hjælpemidler i genoptræningen.

- Både for unge og ældre er det et problem ikke at få genoptrænet nok, fordi de falder ud af deres selvtræning. Det sker ikke af ond vilje, men for eksempel fordi de er i tvivl om, om de gør det rigtigt, har travlt med andre ting, eller det gør ondt at lave træningen. Så alt, der hjælper folk med at få lavet træning nok og lave den rigtige træning, er et gode, siger Anders Stengaard Sørensen.

MG

Læs hele artiklen på Momentum her.

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt