ODENSE: Et halvanden time langt samråd tirsdag i Folketingets Socialudvalg om børnesagerne i Odense bragte ikke meget nyt for dagen. Samrådet byggede på et spørgsmål fra Laura Lindahl (LA) og to fra Karin Nødgaard (DF), begge stillet inden fremkomsten af den eksterne redegørelse om 'planlagt og systematisk lovbrud', som Odense Kommune fremlagde tidligere i denne måned, og som resulterede i en fyring på gråt papir foruden, flere tjenstlige sager som endnu ikke er afgjort.
Allerede samtidig med at den eksterne redegørelse blev bestilt tilbage i august, blev de ulovlige beslutninger om at lukke et antal børnesager rullet tilbage, men tilbage stod en række spørgsmål om, hvad konsekvensen er for et byråd, der træffer ulovlige beslutninger, hvordan man sikrer sig mod, at det gør det, og dertil forskellige spørgsmål om praktikken i socialeafgørelser og klager over samme.
Socialminister Karen Ellemann (V) gjorde det fra starten af samrådet klart, at hun ikke ville udtale sig konkret om sagerne fra Odense.
Minister vil ikke være inhabil
Hun begrundede det med, at ministeriet er andeninstans i det kommunale tilsyn, hvor Statsforvaltningen er førsteinstans. Hvis hun udtalte sig om sagerne i samrådet, ville hun efterfølgende være inhabil i en eventuel anke af en eventuel afgørelse fra Statsforvaltningen, og det ønskede hun ikke, sagde ministeren til Folketingets Socialudvalg.
Ministerens besvarelse formede sig derfor hovedsagelig som en lang, lidenskabsløs gennemgang af de gældende regler både konkret i sociale sager og forvaltningsmæssigt i forhold til diverse overordnede principper.
Hvad angår spørgsmålet om, hvordan man sikrer sig mod ulovlige beslutninger i kommunerne, var ministerens svar, at love og regler er velkendte, og at klageadgange og tilsynsmuligheder er i stand til at opfange overtrædelser. Hun erklærede sig dog villig til at se på mulighederne for en regelforenkling.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.