
Af Flemming Olsen og Lars Sloth
Vi har i Børne- ungecheferne noteret os Socialministerens kontante udtalelser om, at der foregår for lidt struktureret pædagogik i de danske vuggestuer, og at hverdagen er præget af 'dybt forældet pædagogik fra hippietiden', som mest går ud på fri leg - med de voksne reduceret til brandslukkere.
BKF vælger at forstå udtalelsen således, at ministeren har ønsket at igangsætte en debat om det pædagogiske indhold i dagtilbuddene, og om den pædagogiske profession, frem for at kritisere det pædagogiske arbejde i dagtilbuddene over en kam. For grundlæggende kan BKF ikke genkende det billede, ministeren fremlægger som dækkende for det arbejde, der foregår hver dag i danske daginstitutioner. Der er mange eksempler på, hvordan man i de forskellige institutioner tilrettelægger hverdagen ud fra målrettede pædagogiske overvejelser.
Men hvis vores antagelse om, at overdrivelse fremmer forståelse er korrekt, og ønsket er at igangsætte en bred dialog om dagtilbudsområdet, så hilser vi denne debat velkommen, for den er der brug for.
Fremhæv de gode eksempler
Den Task Force, som ministeren i foråret nedsatte, har til formål at finde de gode eksempler og ikke fremhæve de få mindre gode. BKF deltager aktivt i Task Forcens arbejde, og vi ser frem til, at netop dette arbejde kan være med til at udvikle de danske daginstitutioner. Dette skal ske på baggrund af solid forskningsbaseret viden, og den mangeårige tradition vi har for at give rum i den enkelte daginstitution for at formulere egne udviklingsmål inden for de rammer, der gives.
Samtidig er vi meget bevidste om, at omverdenens krav og forventninger til dagtilbuddene ændrer sig som følge af samfundsudviklingen. Der er i dag stigende forventninger om, at barnet bliver udfordret i et miljø, som fører til trivsel, udvikling og læring. Denne forventning skal dagtilbuddene være i stand til at indfri, og dette kræver også, at vi tør stille spørgsmål til pædagogprofessionen og sætte processer i gang, der skaber forandringer i pædagogernes selvforståelse. For selvfølgelig kan vi forbedre os på mange områder, hvis vi får sat fokus på det, som fungerer godt.
Ikke bare strukturerede
BKF er enige i, at forudsætningen for, at dagtilbudsloven kan overholdes, er at pædagogerne planlægger deres arbejde med børnene. Ud fra målene i deres pædagogiske læreplan tilrettelægger pædagogerne projekter og aktiviteter, som er tilpasset gruppen af børn. De har til opgave at reflektere og evaluere deres arbejde. Organisering i mindre grupper er et middel, der skal understøtte de praksisplaner/handleplaner mv., som pædagogerne anvender.
Det er samtidig afgørende, at pædagogerne ikke blot strukturerer arbejdet, men at de sikrer tæt, engageret voksenkontakt med børnene. At de er nærværende, opmærksomme og støtter børnene i deres nysgerrighed og udvikling. At de skaber ro til fordybelse og lærer børnene at danne venskaber med hinanden.
Vi ser frem til en konstruktiv og fælles dialog om udvikling af dagtilbud til gavn for børnene.
Formand for BKF, Børne- og Ungecheferne, Flemming Olsen, Herlev, og bestyrelsesmedlem Lars Sloth, Thisted
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.