dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Tættere bymidte sparer CO2

En tættere bymidte, ændrede trafikruter og øget budfrekvens i Roskilde vil spare CO2 og forbedre økonomien i den kollektive transport
7. SEP 2009 8.58

ROSKILDE: 607 tons CO2. Det svarer til 300 personers årlige CO2-udledning fra transport. Så meget kan Roskilde spare ved at kombinere tættere byggeri i bymidten med ændrede trakfikruter og øget frekvens i busdrift. Samtidig forbedrer det driftsøkonomien i den kollektive transport.

De beregninger indgår i en ny metodesamling fra Plan09, som giver konkrete og håndterbare bud på, hvordan kommunerne via planlægning kan reducere CO2-udledningen fra transport, oplyser RealDania.

Roskilde Kommune har i samarbejde med Plan09 i undersøgt, hvordan en tættere by kan tænkes sammen med planlægning af kollektiv transport. Analyser peger på, at der i udvalgte områder i Roskilde midtby er mulighed for at bygge 10.000 flere arbejdspladser og 3.300 boliger.

Fortætning tænkt sammen med kollektiv trafik er blot ét af i alt fire lettilgængelige redskaber, som kommunerne kan bruge i deres planlægning for at nedbringe udledningen af CO2 fra trafik.

Metodesamlingen sætter desuden fokus på:

Et bæredygtigt bymønster
Mange lever i dag et såkaldt regionalt liv, hvor de 'pendler' mellem hjem, skole, arbejde, fritidsaktiviteter og indkøb - og ofte over større afstande. Planlægger man byen, så flere funktioner ligger inden for relativ korte afstande, minimerer man også behovet for transport og dermed CO2-udledningen. Undersøgelser fra oplandsbyer i Aalborg Kommune viser, at CO2-udledningen er tre gange så stor i en oplandsby, der har mistet en stor del af sin dagligvarehandel, sammenlignet med en selvforsynede by.

ABC-princippet
A-, B- og C-zoner i byområder giver overblik over, hvordan virksomheder kan placeres bedst muligt i forhold til deres transportbehov. Fx at kontorerhverv, der genererer transport, placeres i bymidten - eller tæt på kollektive trafikknudepunkter uden for bymidten. Undersøgelser af kontormedarbejderes transportadfærd viser også, at der kan spares 40 procent CO2, hvis virksomheden ligger i centrum, frem for uden for byen. Princippet har blandt andet været afprøvet i Guldborgsund Kommune.

Trafik- og mobilitetsplan
Foruden reduceret CO2-udledning er mindre støj samt bedre luft og sundhed nogle af gevinsterne, hvis flere vælger cyklen frem for bilen, når de skal rundt i byen. En trafik- og mobilitetsplan kan skabe konkrete incitamenter til det. Vil man have færre biler i byen, handler det fx om at dæmpe hastigheden, ensrette gader, reducere antallet af P-pladser og indføre gennemkørselsforbud. Bedre parkeringsforhold for cykler og ruter forbeholdt cyklister er omvendt noget, som kan gøre det mere attraktivt at cykle frem for at køre i bil.

Læs metodesamlingen 'Lokaliseringspolitik som middel i kommuneplanen til at reducere CO2'

Plan09 er et partnerskabsprojekt mellem Realdania og Miljøministeriet ved By- og Landskabsstyrelsen.
Projektet afsluttes i 2009 efter tre års arbejde med at styrke udviklingen af den kommunale plankultur. Primært er det sket ved at udbyde eksempelprojekter til kommuner inden for rammerne af Kommuneplan 2009.
Plan09s sekretariat har også sat en række aktiviteter i gang. Fx udgivet publikationer, holdt foredrag og seminarer og oprettet www.plan09.dk

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/taettere-bymidte-sparer-co2

GDPR