Tænk nyt: Lad landsbypedeller aflaste ildsjælene

Af Projektmedarbejder Peter Holst

Virker aktiveringen af kontanthjælpmodtagere? Kommer de i arbejde? Bliver de jobtrænet? Nej ikke for alvor!

Gør vi noget alvorligt for de affolkede landdistrikter? Hvordan gør vi plads til de udsatte og marginaliserede? Nej, det gør vi ikke rigtig noget ved!

Hør her ... Det er jo ikke fordi, der mangler arbejde. Men der mangler lønarbejdspladser. Kører man igennem vore landdistrikter, så spores forfaldet og forladtheden. Der er masser af arbejdsopgaver at løse derude, men det kan ikke betale sig! De tilbageblevne arbejder hårdt for at holde liv i disse samfund. Huspriserne er lave og boligstandarden ringe.

Samtidig bruger vi milliarder på at lave foranstaltninger for de ledige, så de bliver bedre til at finde et job. Jobs der er for få af.

Et virkeligt paradoks. Alle kan se det arbejde, der ligger og venter på at blive gjort, alle kan se de ledige hænder, OG alle kan se milliarder blive brugt på aktivering, som primært består i at skrive cv, lære sig selv at kende og søge jobs.

Der er rigtig mange ledige kontanthjælpmodtagere, mange fra de tungeste matchgrupper, i landdistrikterne. Disse skal man aktivere med at løse opgaver i landdistrikterne! Så gør man noget nyttigt for de ledige, for landsbyerne og for samfundet. Og man træder ikke erhvervslivet og fagbevægelsen over tæerne, for der er ikke lønarbejde og indtjeningsmuligheder i hensygnende landsbyer. Som bonus kan jobcentrene og jobaktørerne koncentrere sig om de ledige, der rent faktisk har en reel mulighed for at finde en praktikplads og et job.

Løsningen er ret enkel:
En landsby/stationsby laver en aftale med kommunens jobcenter om at aktivere 30 ledige kontanthjælpmodtagere. For dette betales landsbyen som de andre aktører på jobmarkedet. Landsbyen ansætter 2 landsbypedeller som skal stå for aktiveringen for de midler man tjener sig til. På markedsvilkår. Aktivering af 30 ledige koster ca. 90.000 månedligt.

I landsbyen laver man en erhvervsdrivende forening. Bestyrelsen kører projektet. I rigtig mange landsbyer har man en forfalden kommunal bygning der ikke kan sælges _ hvem sagde lukket skole? - eller en nedlagt erhvervsbygning som er usælgelig. Her begynder man med de to pedeller, den aktive bestyrelse og 30 ledige medborger. Man tager fat på bygningen man er rykket ind i. Siden kommer opgaver til fra kommunen som udliciterer f.eks. sociale opgaver til landsbyen.

De ledige borgere kommer ofte fra landdistrikterne, de er lokale. Den store og helt afgørende forskel er at de nu bliver deltagere i renoveringen og opbygningen af deres lokalsamfund. Aktiveringen og jobtræningen - for det er det - kan foregå i et tempo så de mennesker som ikke kan følge med i et normalt lønarbejde, nu kan være med. Arbejdet de udfører i landsbyen er meningsfyldt og nødvendigt, alle bliver glade og jobcenterchefen og beskæftigelsesministeren har fået løst en gordisk knude.

Lyder det for godt til at være sandt?
Det kan lade sig gøre. Vi har på UDVEJ gjort det i 15 år. UDVEJ er et jobtrænings- og beskæftigelsesprojekt startet af en erhvervsdrivende forening af lokale borgere. Denne gruppe borgere ønskede at sætte en gammel fabrik i stand, så den kunne bruges af kunstnere til værksteder og udstillinger. Hertil skulle man bruge arbejdskraft og penge til at aflønne projektlederen og de øvrige ansatte. UDVEJ ligger i Jyderup i Holbæk Kommune.

Arbejdskraften blev de ansatte og de ledige. Pengene til dette kom fra jobcentrene, tidligere forvaltningerne, som betaling for at aktivere kontanthjælpmodtagere. Dette er sket på vilkår som andre aktører på jobmarkedet gennem de sidste 12 år.

En ualmindelig forretning
Den afgørende forskel har i alle årene været, at aktiveringen kunne ses i nyttigt arbejde. Der var kunstudstillinger - det er der stadigt - der var bygninger der blev sat i stand - det er der stadigt - der var service, der blev ydet med cafédrift og rengøring, og det er der stadigt. Kunstnerne køber sig til hjælp på værkstederne eller betaler for brugen af dem.

Det hele drives som en lidt ualmindelig forretning. Man får ikke tilskud i jobaktiveringen. Man får et honorar for at yde et stykke arbejde. UDVEJ er en 'normal' aktør på jobmarkedet. UDVEJ er en lidt ualmindelig forretning.

Skift nu UDVEJ ud med Lokalrådet i Nørre Yderby. Her har man ansat et par kvalificerede landsbypedeller som kan noget med håndværk, aktivering og mennesker. Landsbypedelprojektet er i gang med at istandsætte den gamle remisse/skole/forfaldne garage, som ligger midt i byen og skæmmer. Den har man købt billigt af kommunen/dødsboet/whatever. Billigt er måske én krone. Det kan også være en billig lejekontrakt.

Mad og bøger
Landsbypedellerne er også i gang med at vedligeholde idrætsanlæg og man er ved at komme i gang med skolebuskørsel for kommunens to yderst placerede skoler. Hertil har man ansat en pedel med buskørekort. Pedellerne er også ved at få opgaven med at holde byens biblioteksfilial kørende.

Hertil ansætter man en pedel med uddannelse som bibliotekar og med interesse for at køre mad til lokalsamfundets ældre. På sigt skal landsbyens pedelfunktion til at lave mad i fælleshuset, når det står klar. Her vil man tilbyde mad til de ældre i området og til landsbyens beboere. Også den opgave udliciterer kommunen til lokalsamfundet.

Fra tid til anden holder beboerne bestyrelsesmøde med pedellerne. Her drøfter man de kommende halvårs opgaver og man drøfter hvordan man får alle mand af huse til oprensning af åen, som er en entreprise, man også har fået fra kommunen. Opgaven er udliciteret til en fast pris, og man drøfter om man kan få det gjort ved fælles hjælp, så man sparer et beløb som man har stærkt brug for til materialer på den forfaldne bygning, som skal rumme alle landsbyens aktiviteter.

Ingen tager arbejde fra nogen
En afgørende pointe er, at de opgaver man løser for kommunen, løses af de professionelle ansatte. De ledige laver det arbejde, som landsbyen ønsker løst og som kommunen ikke vil/kan/skal betale for. Der bliver altså ingen ledige der kører skolebus, der bliver ingen ledige der passer de ældre, men nok ledige, der hjælper idrætsforeningerne eller moster Karen i kæret med havearbejde. Ingen ledige tager job fra fast ansatte. Ingen smarte løsninger.

Det hele projekt kan tænkes i måske 1000 landsbyer/lokalsamfund. Tænk selv tanken, om ikke de fleste kommuner gerne vil have jobtrænet og aktiveret 30.000 af vore svageste medborgere. Og mon ikke de aktive landsbyer ville gribe chancen og blive Blomstrende Landsbyer med en pedelfunktion som omdrejningspunkt for det, der herefter skal ske i deres landsby. Pedelfunktionen bliver landsbyens 'værksted'.

Oveni købet løses andre paradoksproblemer: De mennesker der arbejder med ledige i kontorer, ved computere, drømmer ofte om meningsfyldt arbejde i det daglige. Få dem ud af kontorerne, Ansæt dem som pedeller. Så kan disse jobkonsulenter komme til at lave noget meningsfyldt i hele deres arbejdstid.

Ildsjælene aflastes
Landsbyerne vil blomstre og nye borgere vil ønske at flytte til. De hårdt trængte ildsjæle i landsbyerne får en fortjenstfuld aflastning gennem pedellerne. Landsbyen har mulighed for et mødested hvor der er værksteder, hvorfra arbejde udgår, og ikke som normalt i idrætshallen i fritiden.
Projektet med at aktivere de svageste medborgere bliver et borgeranliggende og ikke et spørgsmål om os og dem på jobcentrene. UDVEJ's erfaringer viser, at ansvarligheden vokser når man bliver en skattet del af samfundet.

Jobcentrene kan herefter koncentrere sig om de unge ledige og de forsikrede. Landsbyerne tager sig af de andre. Og jobcentrene får løst det problem at mange tunge ledige bor i landdistrikter og aktiveringsstederne holder til i centerbyen. Det koster transportpenge, bøvl og fravær.

I Holbæk Kommune er vi i gang med drøftelserne. En rapport fra Indenrigsministeriet om landsbypedeller foreligger op mod jul. Fremtiden er vor kammerat. Yes we can. Til næste år starter de første pedeller op i de første landsbysamfund.

Projektmedarbejder i Landdistrikternes Hus, Peter Holst