dkhavenergi
dkvindkraft
dknyt
dksocial
dksundhed
dkindkob
DK Debat
DK Stillinger

Sygeplejerskerne går efter kommunerne i ny optrapning

For fjerde uge i træk varsler Dansk Sygeplejeråd en udvidelse af den igangværende strejke.

De strejkende sygeplejersker udvider nu for fjerde uge i træk konfliktens omfang, denne gang med udtagelse af yderligere 315 sygeplejersker i en række kommuner, hvor konflikten hidtil især har været rettet mod regionernes sygehuse.

Konfliktudvidelsen skal efter reglerne varsles med fire ugers varsel, og de seneste tilkomne skal derfor går i strejke fra 31. august. I forvejen står 703 sygeplejersker til at gå i strejke fra 10. august, 225 fra 17. august og 215 fra 25. august. Alle kommer oveni de cirka 5.000 sygeplejersker, der har strejket fra 19. juni.

- Så længe arbejdsgivere og politikere bliver ved med at stikke hovedet i busken, har vi ikke andre muligheder end at stramme skruen, siger Dansk Sygeplejeråds formand Grete Christensen i en kommentar.

Den senest varslede udvidelse af konflikten vil ramme det led, der skal koordinere og sikre den rette pleje, medicin og hjælpemidler i kommunerne efter udskrivning fra sygehusene. Det vil give problemer i de berørte kommuner, men også på de nærliggende sygehuse, forudser Dansk Sygeplejeråd, og konsekvensen vil være, at en del især ældre ikke kan komme hjem fra sygehus så hurtigt, som de kunne ønske sig.

Sygeplejerskeformand: Det gør altid ondt

- Det gør altid ondt, når sygeplejerskerne strejker, fordi vi ikke kan undgå, at det også går ud over borgere og patienter. Derfor håber jeg også at de, der sidder med nøglen til en løsning, efterhånden har forstået alvoren, siger Grete Christensen.

Den seneste udvidelse af strejken vil ramme kommunerne Aalborg, Brønderslev, Kolding, Esbjerg, Haderslev, Aabenraa, Sønderborg, Faaborg-Midtfyn, Svendborg, Guldborgsund, Greve, Frederikssund, Helsingør og København.

Fra 31. august vil der dermed være samlet set være cirka 6.200 sygeplejersker i strejke. I det tal er fratrukket de sygeplejersker, som alligevel ikke kunne strejke, fordi deres arbejdspladser ikke har nok fastansatte sygeplejersker til at dække nødberedskabet.

Oprindeligt blev der udtaget cirka 5.350 sygeplejersker, men antallet blev siden reduceret til ca. 4.750, for at sikre at der kunne stilles nødberedskab.

 

Se liste med de udtagne afdelinger i de nævnte kommuner.