DK Medier
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Stillinger
Sygeplejersker varsler strejke for bedre overenskomst
Dansk Sygeplejeråds formand Grete Christensen, håber på en forhandlingsløsning inden det kommer til en strejke.
Foto: Philip Davali, Ritzau Scanpix

Sygeplejersker varsler strejke for bedre overenskomst

Dansk Sygeplejeråd kræver "større lønmæssig anerkendelse" og appellerer også til trepartsforhandlinger om lønefterslæb.

Dansk Sygeplejeråd har torsdag afsendt strejkevarsel til Danske Regioner og KL. Varslet gælder konflikt for ti pct. af fagforeningens medlemmer ansat i kommuner og regioner.

Hvis strejken træder i kraft, vil det ske fra midnat mellem torsdag den 20. maj og fredag den 21. maj. Det er i ugen op til pinse.

Sygeplejerskerne har dermed valgt at sætte ind med fuld kraft på at få løst deres udestående med arbejdsgiverne, efter at sygeplejerskerne stemte nej til forhandlingsresultatet, og alle andre fagforeninger har stemt ja. På trods af strejkevarslet håber Dansk Sygeplejeråds formand Grete Christensen på et forhandlingsresultat, så en konflikt kan afværges.

Fælles interesse i en løsning

- Vi repræsenterer sygeplejerskerne, som samtidig er arbejdsgivernes medarbejdere. Jeg er sikker på, at vi har en fælles interesse i at finde en løsning – af hensyn til at kunne fastholde sygeplejerskerne og naturligvis til gavn for det samlede sundhedsvæsen, siger hun i en kommentar til strejkevarslet.

- Vores krav til arbejdsgiverne er en større lønmæssig anerkendelse til sygeplejerskerne, og at vi sender en fælles appel fra overenskomstparterne til Christiansborg om trepartsforhandlinger, hvor parterne i fællesskab forpligter sig til at arbejde for at indhente sygeplejerskernes historiske lønefterslæb, siger Grete Christensen.

- Sygeplejerskerne oplever ikke - og har ikke gjort det i årtier - at få den nødvendige, lønmæssige anerkendelse for deres kompetencer og det ansvar, de løfter hver dag. Hvis vi ikke får taget et opgør med uligelønnen i Danmark, kan det blive endnu vanskeligere at rekruttere og fastholde medarbejdere i fag med lønefterslæb, siger sygeplejerskernes formand, som desuden peger på at coronaen ikke har gjort noget for at løfte stemningen.

Et hårdt år for sygeplejersker

- Det har været et hårdt år for sygeplejersker. Under coronapandemien har mange sygeplejersker stået i frontlinjen og er blevet presset til det yderste. Ikke desto mindre har de imod alle odds leveret en ekstraordinær indsats og udvist stor fleksibilitet. I det lys er overenskomstresultatet en stor skuffelse for mange, siger Grete Christensen.

Hendes bemærkning om det historiske lønefterslæb gælder et opgør med lønforskellen fra sygeplejersker og andre traditionelt kvindedominerede fag til typiske mandefag. Ifølge Dansk Sygeplejeråd udgør forskellen 15-20 pct. og det kan ikke kan løses indenfor rammerne af de vanlige overenskomstforhandlinger.

Fagforeningen anerkender, at arbejdsgiverne "har prøvet og gerne vil give sygeplejerskerne en højere løn". Men også arbejdsgiverne "kæmper (...) med et system, der ikke kan løse det her problem", siger Grete Christensen.

- Derfor har vi en fælles udfordring, og den vil vi gerne tage op sammen med arbejdsgiverne overfor politikerne på Christiansborg.