Sundhedsstyrelsen fjernede centrale tal om teststrategi
Foto: Henning Bagger, Ritzau Scanpix

Sundhedsstyrelsen fjernede centrale tal om teststrategi

Op mod 42.000 skulle dagligt kunne testes for coronavirus, skrev Sundhedsstyrelsen som en 'vision'. Senere blev det nedgraderet til 'mulige scenarier', og inden to uger var tallet slettet helt.
13. MAJ 2020 6.21
TEMA: Corona

21. april meldte Sundhedsstyrelsen ud i sine retningslinjer, at op mod 42.000 danskere dagligt skulle kunne testes for coronavirus. Men mindre end to uger efter, 4. maj, figurerede de 42.000 ikke længere i retningslinjerne, da de blev opdateret, skriver Berlingske.

De 42.000 var summen af fire separate tal fra forskellige testgrupper. At de forsvandt fra retningslinjerne, vækker kritik fra flere partier på Christiansborg, herunder Venstre.

- Man stiller nogle målsætninger op, og når man ikke kommer i mål med dem, så bliver de bare fjernet, siger Venstres sundhedsordfører Martin Geertsen til Berlingske.

I retningslinjerne stod de fire tal, der altså samlet udgjorde 42.000, opgjort under punktet 'Vision og plan for hvem der omfattes af indikationer for test'. Tre dage efter offentliggørelsen, 24. april, oplyste Sundhedsstyrelsen ifølge Berlingske imidlertid, at det, der omtales som vision og plan i retningslinjerne, snarere skulle ses som 'mulige scenarier'.

Fra 28. april til og med 10. maj blev 140.926 personer testet for coronavirus, hvilket svarer til 10.840 dagligt i gennemsnit, viser tal fra Statens Serum Institut.

'Rart med en forklaring'

Flere sundhedsordførere i Folketinget har efterspurgt forklaringer på, hvordan det skulle være muligt at komme op på omkring 42.000 test om dagen.

- Med retningslinjerne gav man det indtryk, at man skulle op på 42.000 test om dagen ret hurtigt, siger De Radikales sundhedsordfører Stinus Lindgreen til Berlingske.

- De fleste ved, at det er urealistisk, og det er ikke så mærkeligt, at man ikke kan nå det høje antal test med det samme. Men det mærkelige er, at man ikke bare siger det. Jeg ved ikke, hvorfor estimaterne er blevet fjernet. Det vil være rart at få en forklaring på, siger han.

Tidligere tirsdag fremlagde regeringen en teststrategi for det kommende kvartal. I teststrategien står der, at der forventes en testkapacitet på 20.000 per dag for coronavirus.

10.000 af testene skal foregå i regi af landets fem regioner, mens de øvrige 10.000 skal udføres i de hvide telte hos Testcenter Danmark.

21. april meldte Sundheds- og Ældreministeriet ellers ud i en pressemeddelelse, at man arbejdede på at kunne teste op mod 20.000 personer om dagen i Testcenter Danmarks telte. Det budskab blev gentaget i en ny pressemeddelelse tre dage senere, dog med tilføjelsen at de 20.000 test var 'på længere sigt'.

Ritzau

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt