Stort mindretal i Randers har mistet tillid til kommunaldirektør
Foto: Bo Amstrup, Ritzau Scanpix

Stort mindretal i Randers har mistet tillid til kommunaldirektør

OPDATERET: 12 ud af de 31 byrådsmedlemmer mener ikke, at Jesper Kaas Schmidt har 'kompetencerne, viljen og forståelsen' til at håndtere den urolige situation.
10. DEC 2019 14.51

RANDERS: En zig-zag-kurs i sagen om en forflyttet pædagogmedhjælper, der mandag blev genansat i sit gamle arbejde i institutionen Stjernehuset. Byrådspolitikere, der søger sagsindsigt i personalemapper med deraf følgende utryghed i personalegruppen. Personsager, som af politikere foreslåes debatteret på åbne byrådsmøder. Kraftige beskyldninger fra politisk byrådsveteran om stikkervirksomhed blandt chefer. En daginstitutionsleder, der i kølvandet på Stjernehussagen, forflyttes til andet arbejde.

Alt sammen elementer fra den politiske virkelighed, der nok er den for tiden mest turbulente blandt de 98 kommuner. 

Seneste element i handlingsforløbet i Randers er, at Randers Amtsavis i dag kan bringe ordlyden af en henvendelse, som 12 byrådsmedlemmer har sendt til borgmester Torben Hansen (S) og kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt:

'Henset til de seneste uroligheder i og omkring byrådet, hvor det igennem længere tid ikke er lykkedes at skabe stabilitet og tryghed for ansatte og borgere, finder vi det er nødvendigt med denne henvendelse. En del af uroen handler dels om samarbejdet byrådet imellem, men handler efter vores opfattelse i høj grad også om manglende topledelse.

Sager er ikke blevet løst kvalificeret og rettidigt ligesom man har undladt at handle på en indlysende usund kultur - til gene for vores ansatte og borgere i kommunen. Vi finder samlet set, at kommunaldirektøren ikke har kompetencerne, viljen og forståelsen til at håndtere denne situation. Vi vil derfor meddele, at vi ikke længere har tillid til kommunaldirektøren.'

De 12 underskrivere består af otte ud af de ni i V-gruppen, DF-gruppen på tre og en enkelt fra S, Anne Hjortshøj. Underskriverne ønsker ikke at kommentere henvendelsen yderligere, da der er tale om en personalesag.

 

OPDATERET kl. 16.08: 
Byrådsmedlem Christina Kjærsgaard (V) oplyser til dknyt, at hun har trukket sig fra mistillidserklæringen. Det er således ikke længere en samlet V-gruppe, der står bag. I første version af artiklen fremgik, at det var 13 medlemmer.

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt