
HOVEDSTADEN: Kulturen skal ud i gaderne, børn og unges kreative kompetencer skal styrkes, der skal afholdes flere store idrætsbegivenheder og Øresundsregionen skal rage op i det europæiske kulturlandskab. Det er nogle af målene når 26 kommuner, Region Hovedstaden og kulturministeren på mandag den 23. januar 2012 samles for at underskrive en fælles kulturaftale.
Kulturaftalen bliver det første forpligtende samarbejde på tværs af kommunerne og Region Hovedstaden på kulturområdet. Visionen er, at man på sigt også kan række hånden over Øresund og skabe en samlet kulturmetropol i øresundsregionen, og derfor bærer aftalen navnet KulturMetropolØresund.
Aftalen indeholder seks indsatsområder, der strækker sig fra børne- og ungeområdet og institutionernes møde med nye brugere til byens rum, kobling af kultur og idræt, store idrætsbegivenheder og vækst i de kreative kulturerhverv. Alle områder, hvor kommunerne, ved at samarbejde, kan skabe unikke oplevelser for regionens borgere og aktører.
1,7 millioner borgere
Samlet dækker aftalen et område med cirka 1,7 millioner borgere, og etableres der efterfølgende samarbejde med de svenske kommuner i region Skåne, vil samarbejdet have betydning for omkring 3 millioner borgere.
- Målet med samarbejdet er at skabe en region med kulturel sammenhængskraft og gennemslagskraft, der er kendetegnet ved kulturelt entreprenørskab, engagement og udfoldelseskraft. Vi skal være en international kulturmetropol og sammenligne os med Stockholm, Hamborg og Berlin, med kulturtilbud og kulturoplevelser, der har betydning for alle, der bor og opholder sig i kulturregionen, siger Tom Nielsen.
FAKTA:
- Det samlede budget til projekter i kulturaftalen er 25,4 millioner kroner for perioden 2012-2015.
- Her har kommunerne bidraget med samlet 9 millioner kroner, Region Hovedstaden med 5 millioner kroner og Kulturministeriet med 11,4 millioner kroner.
- I aftalen deltager Albertslund, Allerød, Ballerup, Egedal, Fredensborg, Frederiksberg, Frederikssund, Furesø, Gentofte, Gladsaxe, Greve, Gribskov, Halsnæs, Helsingør, Herlev, Hillerød, Hvidovre, Hørsholm, Ishøj, København, Køge, Lyngby-Taarbæk, Roskilde, Rudersdal, Rødovre og Stevns kommune, samt Region Hovedstaden.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.