Jo større andel af lærerstillinger i de kommunale skoler, som er besat at uddannede lærere, desto bedre er kommunen til at løfte deres elever fagligt. Manglen på uddannede folkeskolelærere har dermed reelle konsekvenser for elevernes læring. Det viser en analyse som centrum-venstre-tænketanken Cevea har lavet.
Sammenhængen er måske ikke i sig selv overraskende, men hvor stor en betydning det har, at lærerne er uddannede, overrasker direktør og medforfatter af analysen Asbjørn Sonne Nørgaard.
- Det kom bag på mig, at effekten er så stærk. Hvis man ser på forklaringskraften - hvor meget det betyder at have uddannede lærere - at den er så stor, er jeg faktisk overrasket over, siger han til DK Nyt.
Jyske kommuner klarer sig bedst
Kommunerne i Jylland og i nogen grad på Fyn har generelt bedre løfteevne end kommunerne på Sjælland samt i Bornholm, Lolland og Guldborgsund kommuner.
Analysen viser, at jo større andel af kommunale lærerstillinger, der er besat af uddannede lærere, jo bedre klarer eleverne sig ved afgangseksamenerne, også når der tages højde for elevernes sociale baggrund – fx forældres uddannelse og etniske herkomst. Det kalder man den faglige løfteevne eller blot løfteevnen.
Og der er store forskelle fra kommune til kommune. Vordingborg har landets dårligste løfteevne. Her klarer eleverne sig i gennemsnit 0,63 karakterpoint dårligere end forventet, når der tages højde for social baggrund. Andelen af uddannede lærere i Vordingborg er knapt 70 pct. og dermed 12 procentpoint lavere end gennemsnittet.
Herning har landets bedste løfteevne. Her klarer eleverne sig i gennemsnit 0,54 karakterpoint bedre end forventet, når der tages højde for social baggrund. Andelen af uddannede lærere i Herning ligger på 90 pct. – altså 20 procentpoint højere end i Vordingborg.
Flere skal uddanne sig til lærer
Skal udfordringen med mangel på lærere på landets folkeskoler løses, så kræver det ifølge Asbjørn Sonne Nørgaard tre ting.
For det første bør kommunerne have stort fokus på at gøre det attraktivt at være lærer. Og hvis de vil undgå at stjæle fra hinanden, så må de forsøge at få de 10.000-12.000 lærere, der har vendt faget ryggen til at vende tilbage til sektoren.
- Det kan fx være, at ting som elevplaner og registreringer forhindrer lærerne i at udfolde sig, siger direktøren.
Og for det tredje mener han, at det bør være en topprioritet at gøre det mere attraktivt at uddanne sig til lærer, så der på længere sigt kommer flere til.
- Det er min tretrinsraket, siger Asbjørn Sonne Nørgaard og henviser til, at forskningen viser, at det er afgørende for de unges fremtid at komme godt videre fra folkeskolen.
Fakta om analysen
Analysen bygger på data fra uddannelsesstatistik.dk og data fra analysen ”18 pct. af lærerne har ikke en læreruddannelse” af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (2021).
93 kommuner indgår i analysen, da data for Langeland, Samsø, Ærø, Læsø og Fanø er ekskluderet af diskretioneringshensyn.
I udregningen af kommunernes løfteevne indgår eksamensresultater for elever fra 843 folkeskoler, hvor kravet om mindst fem elever med eksamenskarakterer i de givne fag er opfyldt og den socioøkonomiske reference udregnet. Privatister og elever i specialklasser er ikke omfattet af analysen.
Der anvendes karaktergennemsnit fra de skriftlige eksamener i dansk og matematik. For at opnå robusthed overfor udsving fra år til år er der anvendt et treårigt gennemsnit for skoleårene 2016/2017, 2017/2018 og 2018/2019, som er de tre nyest tilgængelige år på grund af aflysningen af folkeskolens afgangsprøver i skoleåret 2019/2020, som følge af covid-19.
Kilde: Cevea
Find analysen her.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.