
Seks borgere har rettet henvendelse for at spørge til, om Inger Støjberg er værdig til at sidde i Folketinget, efter at hun blev idømt 60 dages ubetinget fængsel i Rigsretten. Hun blev onsdag fundet værdig og er tilbage i Folketinget under et år efter, hun blev smidt ud.
Danmarksdemokraterne fik 14 mandater i Folketinget, som trådte sammen for første gang onsdag, hvor valget skulle godkendes formelt.
- Hvad angår spørgsmål om godkendelse af de valgte, så har udvalget modtaget seks henvendelser fra borgere angående Inger Støjberg. Udvalget finder efter samlet vurdering, at de 175 kandidater valgt i Danmark opfylder Grundlovens krav om valgbarhed, siger Benny Engelbrecht (S), der er formand for Udvalget til Prøvelse af Valgene.
Støjberg var næstformand i Venstre, som hun forlod forud for rigsretssagen. Størstedelen af partiet stemte for at starte en retssag mod Støjberg, som blev dømt for at adskille asylpar, hvor den ene var mindreårig.
Borgere studsede
Blandt de seks borgere, der havde stillet spørgsmålsteg ved Støjbergs værdighed, havde en i henvendelsen skrevet: "I denne sag virker det ikke som om, Inger Støjberg har forstået og erkendt, at det hun gjorde var forkert. Tværtimod udtaler Inger Støjberg ved flere lejligheder, at hun ville gøre det samme igen, hvis hun fik muligheden."
- Det kom ikke som den store overraskelse. Det var ikke noget, jeg har ligget søvnløs over. Der er ikke nogen dom, der tæller mere end vælgernes dom. Og derfor er jeg også helt utrolig glad for, at så mange stemte på partiet og på mig, siger Inger Støjberg.
- Udvalget har været i gang med at kigge alle de valgte igennem med de klager, der måtte være. Jeg har registreret, at seks har klaget, men jeg er her i hvert fald stadigvæk, siger hun.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.