HERLEV: Herlev Kommune har fået fuldt medhold i sit erstatningskrav mod den tidligere rengøringsleverandør KN Rengøring og er blevet tilkendt 21 mio. kr. i erstatning for misligholdelse af kontrakt. Derudover skal firmaet betale cirka 6,3 mio. kr. i sagsomkostninger og udgifter til voldgift, skriver Herlev Kommune.
Det fremgår af en voldgiftskendelse, der blev afsagt den 3. december 2025. Sagen handler om en rengøringskontrakt, som KN Rengøring varetog fra februar 2021 til august 2021 på Herlev Kommunes knap 70 lokationer.
Samarbejdet mellem parterne var præget af store udfordringer, fordi leverandøren ikke formåede at levere den aftalte rengøringskvalitet. Kommunen konstaterede markante og gennemgående mangler i rengøringsydelserne og ophævede derfor kontrakten i august 2021.
Ophævelsen førte ifølge kommunen til betydelige merudgifter, blandt andet til en midlertidig leverandør og til gennemførelse af et genudbud.
Voldgiftskendelsen fastslår, at Herlev Kommune var berettiget til at ophæve kontrakten på grund af væsentlig misligholdelse. Det fremgår desuden, at KN Rengøring havde anvendt en ikke-godkendt underleverandør.
Ifølge advokatvirksomheden Bech Bruun, som har ført sagen for Herlev Kommune, har kendelsen stor betydning. Den viser, at kommunale kontrakter kan håndhæves konsekvent, og at misligholdelse kan få klare økonomiske konsekvenser. Kendelsen kan dermed få betydning for andre kommuners muligheder og praksis i lignende sager.
SRS
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.










