Undersøgelsen af Inger Støjbergs (V) ordre om at adskille unge par på asylcentre er begyndt, og i maj starter de første afhøringer. Det oplyser Instrukskommissionen, der er nedsat til at undersøge, om instruksen var ulovlig, i en pressemeddelelse.
Afhøringerne løber over syv dage fra 14. maj til 8. juni i Retten på Frederiksberg. Den tidligere udlændinge- og integrationsminister skal selv i vidneskranken søndag 24. og mandag 25. maj, fremgår det af Instrukskommissionens hjemmeside.
Ud over Støjberg er der indkaldt syv tidligere og nuværende ansatte i Udlændinge- og Integrationsministeriet og styrelser under ministeriet.
Sagen om den ulovlige instruks drejer sig om Inger Støjbergs ageren i forhold til at adskille asylpar, hvor den ene var under 18 år gammel. Den daværende udlændinge- og integrationsminister bad 10. februar 2016 asylcentre om at sørge for, at ingen asylansøgere under 18 år blev indkvarteret sammen med en ægtefælle.
Det førte til, at 23 par blev adskilt, men ministeriet måtte ændre instruksen. Efter omkring et år kritiserede Ombudsmanden ordren og erklærede, at det var ulovligt at skille parrene ad per automatik.
Inger Støjberg har ved flere lejligheder afvist, at hun har gjort noget ulovligt. Hun har udtalt, at hun gjorde det for at beskytte de piger, der var under 18 år.
- Nej, jeg har ikke givet en ulovlig instruks til mit system. Sagen handler om, hvorvidt vi vil tillade, at ældre mænd bor sammen med yngre piger på asylcentre, sagde Inger Støjberg i november.
Kommissionen blev nedsat i januar. Den har fået halvandet år til at undersøge sagen. Formand for kommissionen er Peter Mørk Thomsen, og derudover er der to andre medlemmer advokat Torkil Høg og lektor Louise Halleskov fra Aarhus Universitet med speciale i menneskerettigheder og udlændingepolitik.
Udspørger for kommissionen er advokat Lars Kjeldsen, der også var udspørger i Skattesagskommissionen.
Ritzau
Fakta
Instrukskommissionens afhøringer er planlagt som følger:
14. maj 2020
- Kasper Højvang Kyed, direktør for Styrelsen for International Rekruttering og Integration.
- Andreas Højmark Søndergaard, tidligere ministersekretær i Udlændinge- og Integrationsministeriet.
- Sofie Odgaard, tidligere ministersekretær i Udlændinge- og Integrationsministeriet.
15. maj 2020
- Henrik Grunnet, tidligere direktør for Udlændingestyrelsen.
18. maj 2020
- Lykke Sørensen, tidligere afdelingschef i Udlændinge- og Integrationsministeriet.
20. maj 2020:
- Uffe Toudal Pedersen, tidligere departementschef i Udlændinge- og Integrationsministeriet.
24. maj - 25. maj:
- Inger Støjberg (V), tidligere udlændinge- og integrationsminister.
8. juni 2020:
- Line Skytte Mørk Hansen, afdelingschef i Udlændinge- og Integrationsministeriet.
Kilde: Instrukskommissionen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.