Stejlt fald i sygehus-henvisninger i corona-ramt april

Siden midten af maj har aktiviteterne på hospitalerne nærmet sig et mere normalt niveau.
11. JUN 2020 6.16
TEMA: Corona

Der var et stejlt fald i sygehusaktiviteterne i corona-epidemiens første uger. Her faldt antallet af nye henvisninger til udredning, antallet af påbegyndte indlæggelser og antallet af operationer.

Det viser nye tal fra Sundhedsstyrelsen over aktiviteten på sygehusene fra 6. januar til 3. maj.

En del af nedgangen var tilsigtet, da sundhedsvæsenet i marts skulle omstille sig til at behandle patienter smittet med coronavirus.

Bekymrende fald i kræftpakker

Der var dog også en utilsigtet nedgang - blandt andet i henvisningerne til pakkeforløb til kræft. Her blev 1.181 henvist i uge 15 mod 3.010 i uge 2.

Sundhedsstyrelsen udtrykker i sin rapport bekymring over udviklingen:

- Dette kan betyde, at sygdommen opdages på et senere tidspunkt, hvor sygdommen kan være forværret eller mere udviklet.

- Dette kan resultere i, at behandlingsmulighederne er færre, lyder det.

Bunden for antallet af nye henvisninger til udredning på somatiske afdelinger blev nået i uge 15, hvor 3.483 personer blev henvist. Antallet var mere end fem gange så højt i uge 2, hvor tæt på 20.000 nye blev henvist.

I uge 15 nåede også antallet af påbegyndte somatiske indlæggelser et lavpunkt med 8.213 - tæt på det halve af i uge 2.

Antallet af planlagte operationer faldt samtidig til 5.440 i uge 15 fra 20.524 i starten af januar.

Niveauet nærmer sig normalen

Siden april har regionerne, der driver hospitalerne, haft fokus på at vende tilbage mod et mere normalt aktivitetsniveau. Det betyder også, at tallene for både nye henvisninger til udredning, indlæggelser og planlagte operationer nærmer sig et mere normalt niveau.

Formanden for Danske Regioner, Stephanie Lose (V), forventer at se yderligere normalisering, næste gang de opgøres.

- Det er mit indtryk, at folk i højere grad henvender sig til sundhedsvæsenet igen. Samtidig begynder vi at se, at sygehusene er tilbage på aktivitetsniveauer, som dem vi så før coronatiden, siger hun.

Hun fortæller, at man på hospitalerne er meget optaget af at komme til bunds i bunkerne af patienter, der venter.

- Vi skal til bunds i de her bunker, så hurtigt som det kan lade sig gøre, men det er en stor opgave, siger Stephanie Lose.

Ritzau

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt