dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Jens Dige, Ritzau Foto

Statsrevisorer retter hård kritik mod Finansministeriet i DONG-sag

Det er meget utilfredsstillende, at Finansministeriet ikke har levet op til god forvaltningsskik, skriver Statsrevisorerne
17. MAJ 2017 15.58

'Statsrevisorerne finder det meget utilfredsstillende, at Finansministeriet ikke har levet op til god forvaltningsskik, idet flere centrale dokumenter ikke findes på Finansministeriets sager, og centrale overvejelser om kapitaludvidelsen ikke er tilstrækkeligt dokumenteret.'

Så skarp er kritikken fra de politisk valgte statsrevisorer, efter at de har fået Rigsrevisionen til at undersøge det omdiskuterede salg af DONG.

Statsrevisorerne skriver, at det er en skærpende omstændighed for den manglende dokumentation, at 'der er tale om en meget væsentlig økonomisk transaktion.'

Statsrevisorerne kritiserer samtidig, at 'Finansministeriets beslutningsgrundlag til regeringens Økonomiudvalg og forligskredsen om kapitaludvidelsen i flere tilfælde var ufuldstændige.'

Kritik af salgspris
Baggrunden er, at Folketingets Finansudvalg i januar 2014 godkendte en aftale om kapitalindskud i det dengang statsejede Dong Energy på cirka 13 mia. kr. Indskuddet kom fra nye investorer som ATP, PFA og Goldman Sachs, der dermed fik en ejerandel i energikæmpen.

Siden har der været vedvarende kritik af, at staten solgte for billigt ud af selskabet. Det har affødt byger af spørgsmål, blandt andet har der været stillet mere end 200 folketingsspørgsmål om sagen.

Statsrevisorerne skriver, at deres kritik blandt andet er baseret på:

  • at væsentlige dele af buddet fra Goldman Sachs, der omhandlede værdiansættelsen af DONG Energy A/S og investeringens størrelse, ikke blev afgivet skriftligt, selv om det var et krav, at investorernes bud skulle være skriftligt
  • at de afsluttende forhandlinger med Goldman Sachs og ATP ikke er fuldt ud dokumenteret
  • at Finansministeriet ikke – via konkrete beregninger eller detaljerede analyser – har dokumenteret, hvordan man nåede frem til indstillinger til regeringens Økonomiudvalg og forligskredsen om valg af investorer.  


Tager kritik til efterretning

I et svar på kritikken hæfter Finansministeriet sig ved som noget positivt, at Rigsrevisionen bekræfter, at Finansministeriet har ageret som en aktiv og styrende ejer, både da DONG Energy havde akut brug for kapital og i børsnoteringsprocessen, og at Rigsrevisionen ogå når frem til, at buddet fra Goldman Sachs var det eneste bud, der kunne sikre DONG Energys kapitalbehov.

Derimod tager ministeriet kritikken af dokumentationen til efterretning. Dog med en understregning af, at den manglende dokumentation ikke har haft betydning for resultatet af processen.

-  Jeg tager Rigsrevisionens kritik af, at der er dele af kapitaludvidelsen, der kunne være bedre dokumenteret til efterretning. Jeg kan naturligvis ikke kommentere det daværende økonomiudvalgs interne overvejelser, men det er altid vigtigt at kunne dokumentere sagsgangene, siger finansminister Kristian Jensen (V).


Læs Statsrevisorernes beretning her.

Læs Finansministeriets svar her.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/statsrevisorer-retter-hard-kritik-mod-finansministeriet-i-dong-sag

GDPR