DK Medier
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job

SSI: Fejl i 1.150 vaccinationer og registreringer

KORT NYT12. MAJ 2021 10.40
TEMA: Corona

Godt en fjerdedel af danskerne har fået første vaccinestik, men nu kan TV2 på baggrund af en aktindsigt skrive, at Statens Serum Institut, SSI, har registreret 1.150 tilfælde med fejl i vaccinationer eller registreringer. 

I 450 tilfælde er personer blevet registreret som at have fået to vaccinestik med Pfizer på samme dag, men ifølge SSI betyder det, at de formentlig kun har fået et stik. I 110 af de andre fejlvaccinationer er det gået for hurtigt, inden det andet stik med Moderna er blevet givet. Det kan skyldes forvirring om minimumsintervallet mellem de to vaccinestik, da det lyder på 21 dage med Pfizer, men 28 med Moderna.

Fejlene er sket i alle dele af landet, og SSI har informeret regionerne om problemerne, der nu skal finde ud af, om der blot er tale om fejlregistreringer. Hvis der er tale om reelle fejlvaccinationer, skal regionerne finde ud af, hvad der skal ske med de pågældende borgere. Overfor TV2 siger Region Syddanmarks koncerndirektør, Kurt Espersen, at problemerne nok skyldes it-fejl. Regionen afventer navnene på alle de fejlvaccinerede, herefter skal der tages stilling til det videre forløb.

mh