Spindoktorer versus Whistleblowere

Af Paul Hegedahl

Fra 4.-11. december 2010 var der Europamesterskab i den temmelig specielle sport curling. Det foregik i Schweiz, og da Danmark placerede sig fint, var der flere gange reportager i Tv fra begivenheden. Medens jeg lidt åndsfraværende fulgte med i forløbet, fik jeg pludselig en fornemmelse af, at det mindede mig om noget, som jeg på anden vis har beskæftiget mig med: Om spindoktorer og whistleblowers og den kamp som de, mere eller mindre åbenlyst, udkæmper om at placere deres budskaber i vores bevidsthed.

Curling stammer fra Skotland. Der er optegnelser om curlingkonkurrence tilbage fra 1511.
Den første curlingklub blev stiftet i Kinross, Loch Leven i 1668. I 1966 blev International Curling Federation stiftet - den skiftede navn i 1991 til World Curling Federation - og curling bliver i dag spillet over hele verden.

Curling spilles på en isbane. I hver ende af banen er der en cirkel, der kaldes huset. Der spilles med to hold med fire personer på hvert. Hvert hold har otte 'sten' som holdene på skift sender glidende af sted fra den modsatte ende af banen for at ramme cirklen, imens såkaldte 'fejere' fejer foran stenen. Det hold, der får flest sten nærmest centrum, får point efter hvor mange sten' man har nærmest centrum - det meget klart markerede målområde. Man forsøger også at skubbe modstandernes sten ud af cirklen ved at ramme med lige nøjagtig den hastighed, der samtidig får ens egne sten til at blive liggende i huset. Det hold, hvis sten ligger tættest på centrum, når alle sten er sat, har vundet 'enden'. I hver ende gives der point til det hold der har vundet enden, efter hvor mange af holdets sten, der ligger tættest på centrum.

Når en spiller sender en sten af sted, gives stenen en rotation med eller mod uret. Denne rotation gør, at stenen ikke bevæger sig i en lige linje, men derimod i en buet linje. Derved kan man spille en sten ind bag en anden sten for derved at beskytte den fra at blive slået ud af en af modstanderens sten. Denne rotation kaldes også curl.

Mens stenen bevæger sig op ad banen, kan man vælge at feje foran stenen. Dette gør dels, at stenen curler mindre og derfor ikke har så buet en bane, dels at stenen bevæger sig længere op ad banen, fordi man varmer banen op, man kan både være meget dygtig og dårlig til at feje. Fejningen benyttes derfor til at finjustere stenens placering.

Det kan være, at det var ved at se fejningen, at sammenligningen mellem kampen mellem spindoktorer versus whistleblowers dukkede op. Det ene hold forsøger - ofte - at feje noget ind under gulvtæppet ved hjælp af udenomssnak, mens det andet forsøger at feje alt det, der skal skjule væk, så sandheden kommer frem i lyset.

Selvfølgelig halter sammenligningen lidt på et par punkter. Normalt spiller man i de forskellige idrætsgrene efter fælles regler for de konkurrerende hold. I 'Spindoktorer versus Whistleblowere' har de to hold på en del områder hver sine regler - eller mangel på samme.

Spindoktorer
Som sagt er navnet på det ene hold i denne kamp om at få placeret de tunge budskaber i vores bevidsthed: Spindoktorer.

I den bedste af alle verdener laver politikerne seriøs og velgennemtænkt politik i et fornuftigt og målrettet samarbejde, journalisterne formidler dette arbejde kritisk og vælgerne tager så stilling ud fra grundig oplysning. I sin bog 'Spindoktor', Aschehoug, 2001, skriver universitetslektor Klaus Kjøller, Københavns Universitet, at 'i dag eksisterer en politiker, der ikke ser ud af noget i medierne, slet ikke. Derfor har der aldrig tidligere i dansk politik været så meget professionel instruktion af politikere i medieoptræden som i øjeblikket. Aldrig tidligere har så mange kommunikationsfolk været hyret af partier og organisationer til at sørge for den bedst mulige dækning i medierne. Den tid er forbi hvor en pressechefs ambition var at stå til rådighed for journalisterne med oplysninger. Nu er ambitionen at journalisterne står til rådighed for pressechefen. Han er blevet spindoktor. Når han er god, kan han få sin politiker i tv-studiet. Når han er bedst, kan han få hele medieorglet til at spille sine melodier. Og hvis han ikke selv kan, står pr-firmaer parat.'

Troels Mylenberg, tidligere leder af journalistuddannelsen på Syddansk Universitet, politisk redaktør på Fyens Stiftstidende, kommende chefredaktør på Fyns Amts Avis siger: 'Der er snart flere spindoktorer end journalister på Christiansborg.' Blot kaldes de ikke spindoktorer, men særlige rådgivere i ansættelsespapirerne.

At dette tiltagende spin på mange måder er et problem selv for mennesker, der arbejder professionelt med kommunikation, som f.eks. journalister, fremgår af et interview, hvor forskningschef Ejvind Hansen, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole siger: 'Journalisten oplever i stigende grad, at de professionelle kilder professionaliserer deres kommunikation i en grad, som gør det svært for journalisten at gengive den objektive vinkel. Eksempelvis kan det dagen efter en artikel er skrevet vise sig for journalisten, at en spindoktor har løbet om hjørner med hende. Det, der først fremstod som objektivt, kan vise sig at skjule noget endnu mere objektivt og presserende. Journalisten bliver derved udfordret af aktører med særlige agendaer, der skal sikre, at noget ikke når dagens lys.'

For nu at sætte sagen lidt på spidsen, skal det refereres, at det her i landet for nogle er kommet så vidt, at f.eks. en tidligere spindoktor, Karen Thisted, (for daværende fødevareminister Lars Barfoed) nu opfordrer regeringen til at fyre alle spindoktorer: 'Det er den værste opfindelse i politik. Og i Danmark er det især galt, for det er lykkedes for denne mærkelige gruppe mennesker at tiltage sig så meget magt, at de er til skade for ministre og toppolitikere. I de sidste år er så mange ministres liv og ære blevet smadret af dårlige spindoktorer, der har den opfattelse, at det faktisk er dem, der styrer ministerierne. - - - Man snyder hinanden, man snyder sine nærmeste samarbejdspartnere, man snyder sine venner, men mest af alt gå det ud på at dække over dårlige sager og bilde offentligheden noget helt andet ind end sandheden. - - - Som borger og vælger kunne jeg godt undvære disse tidskrævende, ydmygende sager skabt af dårlige spindoktorer, der har fået for meget magt af usikre ministre, der tror, at mediefolk kan skabe mirakler ved at lyve og manipulere.'

Udtrykket spindoktor er - som så mange andre - kommet til os fra engelsk. Spin kan betegnes som en form for propaganda, hvor man udlægger en begivenhed eller gennemfører en kampagne på en måde, der enten skal få en organisation eller en person til at fremstå bedst mulig - eller omvendt få en organisation eller person/gruppe af personer til at blive opfattet negativt. Almindelig public relation-arbejde præsenterer ofte fakta på kreative måder; men 'spin' vil ofte anvende mere eller mindre uærlige, vildledende, manipulative taktikker. En af måderne, man kan genkende spin på, er meget ofte gennem de ord, der anvendes. F.eks. når nedskæringer i de offentlige budgetter op til et valg ikke kaldes ved deres rette navn, men betegnes som 'minusvækst'. Eller når der på spørgsmål svares dobbelttydigt - en teknik, der anvendes mere og mere.

Ifølge Wikipedia og lignende kilder blev udtrykket spindoktor formentlig brugt første gang i en ledende artikel i New York Times i 1984, i forbindelse med en beskrivelse af de ting der foregik i presserummene efter en tv-transmission af debatten mellem præsidentkandidaterne Ronald Reagan og Walter Mondale. (I øvrigt et interessant årstal, når man tænker på George Orwells bog '1984', der handler om et fremtidssamfund, hvor hovedpersonen, Winston Smith, er ansat af staten, den undertrykkende stat, til at omskrive historiske dokumenter og styrke propagandaen). Men grundlaget blev skabt meget tidligere, helt tilbage i 1920erne af østrigsk-amerikanske Edward Louis Bernays (1891-1995), som skabte den moderne form for PR og propaganda.

Han kombinerede franskmanden Gustave Le Bon's (1841-1931) teorier om massepsykologi med det arbejde hans egen onkel Sigmund Freud (1856-1939) udførte omkring psykoanalyse. Han skrev også en række bøger og artikler, bl.a. en med den malende titel: 'The Engineering of Consent' i 1947. Hans arbejde for en række store internationale virksomheder, interesseorganisationer, politikere og magtfulde personer er grundigt beskrevet mange steder på nettet. Han var helt bevidst om, at det handlede om at manipulere og påvirke underbevidstheden i de forskellige målgrupper. Det er spindoktorernes opgave og mål i kommunikationskampen - og deres modstandere whistleblowernes opgave er at afdække og gøre opmærksom på, hvad der foregår.

Whistleblowers
Lige så længe, der har været magthavere, har der været mennesker, der har forsøgt at synliggøre disse magthaveres adfærd. Alt efter egen indstilling kan man tænke religion, filosofi, forskellige ideologier og journalistik. Også i kunsten har man beskæftiget sig med denne kamp. Disse afsløringer kaldes efterhånden også på dansk for 'whistleblowing'. Det stammer fra verdens første professionelle politikorps, som blev oprettet i London i 1829 af Sir Robert Peel (1788 - 1850), senere to gange UK premierminister. Disse 'peelers' eller ‘bobbies', var udrustet med en fløjte, som de brugte, når de under deres patrulje observerede, der blev begået en forbrydelse. Lyden tilkaldte andre betjente og advarede samtidig borgerne om fare.

Det menes, at udtrykket 'whistleblower' første gang blev brug af Ralph Nader, den amerikanske jurist og miljøaktivist, der blev kendt med bogen 'Usikker ved enhver hastighed', i 1965. Den udkom på dansk i 1967. Den var et hårdt angreb på General Motors. Whistleblowing kan antage to former:

1. Internt i virksomheden, hvor den/de, der advarer, holder kritikken internt i virksomheden

2. Eksternt - og her er der så igen to former:

a. Af eksterne aktører - uden om virksomheden og klassisk gennem medierne. Her er f.eks. Dorthe Tofts blog om IT Factory et godt eksempel.

b. Af intern(e) aktør(er), der vælger - måske efter først at have prøvet internt eller med det samme vælger at gå til eksterne institutioner/medier

Der har gennem tiden været en række meget omtalte sager om whistleblowing og bitre stridigheder og juridiske slagsmål - og andre knap så demokratiske forsøg på at undertrykke offentliggørelse. 'Af og til snubler menneskene over en sandhed, men de fleste rejser sig op og skynder sig videre, som intet var hændt', sagde Winston Churchill, som var kendt for at sige sin mening, klart og ubesmykket - også om emner, der ikke var lige behagelige for alle at blive konfronteret med. Han var en undtagelse på en række områder. Han var i høj grad en undtagelse i forhold til mange andre af de modige mennesker, der vælger at sige sandheden, åbent og offentligt. De får ikke en lysende karriere og et behageligt liv. Tværtimod.

Nogle af dem kan dog blive anerkendt efterhånden. Den tidligere efterretningsagent Frank Grevil, der fik fire måneders fængsel, da han i 2004 brød sin tavshedspligt og lækkede oplysninger til pressen om Iraks masseødelæggelsesvåben - som jo viste sig ikke at eksistere - har modtaget en amerikansk pris som 'Årets sladderhank'. Den uddeles af en sammenslutning af tidligere ansatte i CIA. Men, når man tager konsekvenserne ved whistleblowing i betragtning, er prisen desværre ofte meget høj. Amerikanske, engelske og svenske empiriske undersøgelser viser, at en overvejende del af de medarbejdere, der enten internt eller eksternt har hejst advarselssignalet, udsættes for repressalier af forskellig art.

I Margaret von Platen: 'Sanningssägare eller karriärist - en bok om civilkurage', anmeldt her på dknyt.dk, refererer forfatteren en undersøgelse fra USA, Alexander Dyck: 'Who blows the whistle on corporate fraud?', udgivet af en række nordamerikanske universiteter og institutioner. Margaret von Platen referer en omfattende undersøgelse fra USA, der tydeligt viser, at det er de ansatte i virksomhederne, der afslører de fleste bedragerier, men at det også er dem, der betaler den højeste pris for deres afsløringer i form af afskedigelser og trusler. I visse tilfælde er nogle personer endog blevet erklæret mentalt syge af deres arbejdsgiver. I ca. 19 pct. af tilfældene var det ansatte, der afslørede bedragerierne. I sygehus-/helsesektoren er tallet hele 42 pct. mod industriens 11 pct.

De næstbedste til at afdække uregelmæssigheder er ikke-finansielle myndigheder som Lægemiddelstyrelsen (FDA) og Luftfartsstyrelsen (FAA). Også journalister og analytikere har afsløret bedragerier. Det er interessant, at det for begge grupper ser ud til, at det er de ældre, etablerede og erfarne personer, der gør det.

Her i Danmark findes en undersøgelse 'Ytringsfrihed: Er det farligt at stå frem?', november 2006, gennemført af FTF. Den viser, at, at mere end 60 pct. af de offentligt ansatte har stået i en uholdbar situation på deres nuværende eller tidligere arbejdsplads, som de mente at offentligheden burde have kendskab til. Men svarene fortæller også, at 36 pct. af de offentligt ansatte, som ikke ytrer sig, undlader dette på grund af selve risikoen for at skabe problemer på arbejdspladsen. 21 pct. vil undgå eventuelle konsekvenser for ansættelsen. Andre 36 pct. har end ikke lysten/modet til at stå frem. Kun 13 pct. har rent faktisk sagt noget.

Undersøgelsen omfatter kun forhold på arbejdspladsen, hvor de ansatte har ret til at udtale sig, for eksempel omstrukturering, nedskæring og lukning af hospital. Den handler ikke om de områder, hvor den ansatte er underlagt tavshedspligt. I alt har 24 pct. i undersøgelsen oplevet at få et egentligt forbud mod at udtale sig om forhold på arbejdspladsen, der ikke var underlagt egentlig tavshedspligt.

I bund og grund handler det om ytringsfrihed. Ytringsfriheden er i Danmark formelt sikret gennem Grundlovens § 77 som bestemmer, at: 'Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres'. Der findes dog visse undtagelser for ytringsfriheden, og da de ikke er skarpt formulerede, giver det altså muligheder for fortolkninger. Ytringsfriheden er også beskrevet i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10.

Loyalitet kan i nogle situationer være at sige fra over for forhold, som man mener, vil skade virksomheden, teamet, eller de ansatte. I sin yderste konsekvens kan loyalitet derfor være at 'blæse i fløjten'. I Paul Hegedahl: Kronik 'Samvittighedens pris - eller Hvad er loyalitet?', dknyt.dk 20.april 2009 og Anmeldelse: 'Sandhedsvidner eller sladderhanke', 6. februar 2009 findes en grundig gennemgang af whistleblowing.

Nye arenaer for tvekampen
På samme måde som 'stenen' og banen i curling gennem tiderne har ændret udseende, foregår kampen mellem spindoktorer og whistleblowere - og deres respektive tilhængere i dag også i helt nye former.

I dag udspiller kampene sig på mange forskellige, helt nye, former for baner, ikke mindst i cyberspace, som begge hold skal lære at anvende. Senest set i sagen med Wikileaks, hvor begge hold forsøger at sabotere hinanden - og ikke mindst hinandens tilhængere. Hidtil har det jo været fodbold og ishockey, hvor hooligans/tilhængere har været voldelige over for hinanden, men nu har det så i mere sofistikeret form bredt sig til 'Spindoktorer versus whistleblowere'. Nogle er gået så vidt, at de har kaldt det 'Den Første Informationsverdenskrig'.

Det er en kendsgerning, at begge sider har angrebet hinandens muligheder for at kunne fungere på nettet på flere måder. Det er imidlertid også en kendsgerning, som den amerikanske journalist Jeff Jarvis siger i 'The Huffington Post' og 'Information', at ingen hemmelighed er længere er sikker: 'Hvis bare en person har kendskab til et eller andet, kan hele verden få kendskab til det. Sådan har det i princippet altid været. Internettet har blot gjort det langt lettere og hurtigere at kopiere og sprede informationer.' Han siger også, at ny teknologi altid har ført til frygt for større blottelse af privatlivet. Gutenbergs opfindelse af bogtrykkerkunsten, opfindelsen af kameraet, rotationspressen, miniaturemikrofonen og seneste internettet. Alle har medført bekymringer.

Jeff Jarvis siger også: 'Lad os udnytte lejligheden til som borgere at reflektere over diskutere præcis, hvor hemmeligt og gennemsigtigt vores regeringsmagt skal være. For i dag, i internettets tidsalder, skifter magten fra dem, som holder på hemmelighederne, til dem, der skaber større åbenhed. Sådan bliver den nye virkelighed, der er ved at bryde frem.' Det lyder jo smukt og optimistisk, men lad os være realistiske og sige, at det gælder både reelle informationer, misinformationer og spin - som i sidste instans kan føre til krige udkæmpet på liv og død mellem mennesker og nationer. Spindoktorerne og dem, de betjener, vil også finde ud af nye veje til at få deres budskaber ind i vores bevidsthed - og skubbe de andre ud af centrum. Så det er en kamp, der aldrig ender.

Den kamp kan blive ført med åbenbart helt demokratiske våben. Mange fornuftige mennesker er i tilfældet Wikileaks i tvivl om, hvor grænserne går for total gennemsigtighed, frihed og lighed og borgerrettigheder og rationelle hensyn til statens sikkerhed og dermed muligheder for at bevare borgerrettighederne. Så ligesom det var tilfældet med trykkerierne i sin tid, kan staten (og andre organisationer) anvende både lyssky midler for at begrænse nettets muligheder og rent juridisk og demokratisk sætte nogle grænser. Men en sådan lovgivning kan få nogle utilsigtede konsekvenser for nødvendig whistleblowing og lette mulighederne for spin.

I mellemtiden fortsætter kampen og den udvides nu, idet Wikileaks nu får konkurrence af en gruppe udbrydere fra Wikileaks, der etablerer Openleaks - et netværk digitale postkasser, der gør det muligt at sende informationer direkte til medierne. Der vil givet komme flere af den slags netværk, som så vil blive anvendt til at offentliggøre hemmeligheder fra såvel enkelte virksomheder som fra ministerier og stater. Og som vil blive forsøgt anvendt som trojanske heste af mennesker med helt andre mål og dagsordener.

Disse nye arenaer vil medføre nye spilleregler - og måske nye aktører, et hold mere, der blander sig i kampen - måske primært som fejere for whistleblower-holdet? I interviewet med forskningschef Ejvind Hansen fra Medie- og Journalisthøjskolen siger han bl.a. også: 'Når internettet som primært nyhedsmedie for alvor slår igennem i fremtiden, har vi altså ikke længere brug for den traditionelle, formidlende journalist. - - - Der er enormt meget materiale på internettet fra aktive borgere, der aldrig får en bredere kritisk virkning, da borgerne mangler værktøjer. Her har journalisten nogle kompetencer, der gør, at hun kan spille en væsentlig rolle. For det første ved hun, hvordan man kommunikerer med folk, og for det andet ved hun, hvordan det, der bliver sagt, kan analyseres: Hvordan kommer vi bag om det, der bliver sagt, så vi også ser, hvad der ikke bliver sagt? At gentage det åbenlyst sande, for eksempel at vi er nødt til at have tjent pengene, inden vi kan bruge dem; det kommer der hverken god journalistik eller god filosofi ud af. Begge discipliner må undersøge, hvad det er, vi ikke får sagt, når vi kommer med et sådant udsagn; begge må undersøge, hvilke relevanskriterier, der nødvendigvis må ligge til grund for at sige dette; og begge må undersøge, hvilke magtspil disse kriterier er produkter af.'

Denne rolle for journalisterne er imidlertid lidt prekær, da det i dagens Danmark er yderst almindeligt, at disse skifter fra at være journalister på forskellige medier til rollen som spindoktorer for ministre og politiske partier og tilbage igen og det undertiden er vanskeligt at se, hvordan visse af dem formår at håndtere disse rolleskift overbevisende.

Det handler også om substans
I hele det pêle-mêle af meninger og gensidige beskyldninger og angreb omkring Wikileaks, må vi ikke glemme, at virkelig whistleblowing handler om substans. Som udlandsredaktør Flemming Rose, Jyllands-Posten siger, er der enorm forskel på, det Wikileaks nu har afsløret om de amerikanske diplomatindberetninger og så på f.eks. militæranalytikeren Daniel Ellsberg afsløring af Pentagonpapirerne i 1971, hvor det blev afsløret, at den daværende regering i USA løj groft om krigen i Vietnam.

Daniel Ellsberg (1931) var ansat hos RAND Corporation, hvor han kopierede The Pentagon Papers, der analyserede USA's regerings beslutninger i forbindelse med Vietnam-krigen og sendte dem til The New York Times og en række andre dagblade. Det medførte store konsekvenser - både for ham selv og for USA's regering. Der er skrevet bøger og lavet film om dette. I øvrigt kan man på http://www.ellsberg.net/ læse om Ellsbergs mening om Wikileaks, hvor han bl.a. udtaler sig sammen med Frank Grevil.

Så en ting er de store generelle 'afsløringer', en helt anden den form for whistleblowing, der bliver udført af mennesker med ægte indsigt - og dybt engagement i helt konkrete sager.

Hvad er stillingen?
Hvad er stillingen i denne kamp? Der er dels den helt overordnede kamp mellem spindoktorer og whistleblowers, og så de mange lokale kampe, der bliver spillet ustandselig over hele kloden. Lidt forenklet og set ud fra de seneste informationer fra Wikileaks og de forgæves forsøg på at standse dem - og i Danmark f.eks. de stadig mere detaljerede oplysninger i sagen om overbetalingen af privathospitaler samt et enkelttilfælde som f.eks. afsløringen af, at Mærsk fik besked om miljøkontrol af olieboreplatforme (se f.eks. her), ser det ud til, at whistleblowers fører - så vidt vi ved!

Men stillingen kan ændre sig, når det gælder den del af kampen, der udspiller sig om den til enhver tid siddende regerings ønsker om hemmeligholdelse af en række oplysninger og borgernes muligheder for at kontrollere magten, hvis f.eks. forslaget om den ny offentlighedslov bliver vedtaget. Her indføres en række begrænsninger i aktindsigt - et ønske som set i lyset af den seneste udvikling med Wikileaks næppe er blevet mindre udtalt set fra en regerings side. Dette forslag har da også mødt megen kritik.

Hvor der i curling er meget klare regler for, hvordan banen skal se ud og markeres, hvor tunge stenene må være og hvordan fejningen må foregå, er reglerne for spindoktorer versus whistleblowere meget mere uoverskuelige og nu - med de nye baner, der bliver anvendt - flydende. Ydermere er der i curling dommere udpeget til at påse, at reglerne bliver overholdt. I kampen spindoktorer versus whistleblowers er der ingen formelle dommere - selv om mange gerne udnævner sig selv til som sådanne.

Men formålet er det samme: At få sit budskab ind i målområdet - vores bevidsthed - og få stødt det andet holds budskab ud i mørket. Vi må være bevidste om, at denne kamp foregår uafbrudt - og så selv være den endelige dommer selv om det bestemt ikke er nemt. Men det er nødvendigt at være opmærksom hele tiden for at kunne tage stilling og ikke blot se på med ligegyldighed.

Supplerende links
Her kan man få alt at vide om curling

Og her vises med animation, hvad det hele går ud på

Paul Hegedahl: Kronik 'Samvittighedens pris - eller Hvad er loyalitet?', dknyt.dk 20.april 2009

Anmeldelse: 'Sandhedsvidner eller sladderhanke', 6. februar 2009

'Loke - den første spindoktor?', dknyt.dk 12. november 2010.12.13

Wikipedia
En netside med mange relevante oplysninger om spin.

Signe Højgaard Nielsen og Jakob Albrecht: 'Spindoktorernes nye karriereveje',
Journalisten 10. marts 2010.

Jakob Albrecht: 'Journalisters troværdighed drøner frem', Journalisten.dk 8. april 2010.
Til gengæld er spindoktorers troværdighed meget lille.

Karen Thisted: 'Fyr alle spindoktorer', Ekstrabladet 3. oktober 2010.

Christian Lehmann: ‘Oppositionen overvejer spinoprustning',
Information, 24. oktober 2010.

Trykkefrihedsselskabet ved ikke hvad Wikileaks er. En beskrivelse af - og diskussion om Wikileaks opbygning.

Wikipedia om Edward Bernays

Sebastian Gjerding: 'Ny lækageorganisation vil give magten tilbage til whistleblowers', Information, 12. december 2010.

Bjarke Skærlund Risager: 'Det er aldrig godt nok'. Interview med
Ejvind Hansen om journalistisk filosofi, 21. november 2010.

Supplerende artikler
Clay Shirky: 'Wikileaks i det lange løb',
Information, s. 23, 11.-12. december 2010.

Carsten Andersen: 'Det handler også om ytringsfrihed',
Politiken, 2. sektion, s. 1, 13. december 2010.

Jeff Jarvis: 'Gennemsigtighed er den nye kilde til magt',
Information, s. 21, 13. december 2010.

 
Foto: http://www.flickr.com/photos/bensonkua/4208306580/