Specialundervisningens mysterie: Hvem betaler og hvordan?

Kommunerne håndterer området for specialundervisning vidt forskelligt. Det viser Social- og Indenrigsminsteriets benchmarkinganalyse. Eksempelvis svinger det overordnet, om betalingsansvaret ligger fuldt hos forvaltningen, centralt, eller hos skolen, decentralt, hvor det så svinger, om skolen betaler hele eller dele af udgiften.

Siden skoleåret 2011/2012 har et stigende antal kommuner lagt ansvaret over på skolerne. Det betyder, at 75 pct. af kommunerne i 2019/2020 har helt eller delvist decentralt betalingsansvar for specialundervisning i almindelige klasser, mens det gælder 51 pct. for undervisning i specialklasser. 

Herudover forventer 33 kommuner ifølge analysen at ændre i betalingsansvaret - heraf størstedelen ved at lægge det ud til den lokale folkeskole.

Store kommuner med decentrale ansvar
De inbyggermæssigt største kommuner er oftest dem, der har placeret ansvaret decentralt. Det gælder for 71 pct. af kommunerne med flere end 80.000 indbyggere.

I Region Hovedstaden har den laveste andel af kommunerne decentralt ansvar med bare 19 pct. For de andre regioner gælder det uagtet indbyggertal mellem 56 pct. og 77 pct. 

91 kommuners skolechefer har besvaret analysen, og ifølge et estimat var der i 2019 budgetteret med 8,2 mia. kr. på området.

Forkellige takstmodeller
Analysen viser også, at kommunerne overordnet bruger tre forskellige takstmodeller for afregningen af decentralt ansvar: 

• Nogle kommuner lader taksten afhænge af de faktiske udgifter til specialundervisningen.
• Nogle kommuner har fastsat én takst pr. specialundervisningselev uafhængigt af specialundervisningstilbud.
• Nogle kommuner har fastsat to eller flere takster, så skolens udgift afhænger af, hvilket specialundervisningstilbud eleven henvises til. 

Til sidst har analysen kigget på de forskellige visitationsmetoder, som ikke er så forskellige endda. 91 pct. af kommunerne har nemlig et fast visitationsgrundlag, der træffer beslutningerne. I de resterende er det skolelederne.

Hent hele analysen hos Social- og Indenrigsministeriet.