
BORNHOLM: 'Vi savner flere succeshistorier,' lød det fra panelet. Og 'husk nu, det også handler om et socialt ansvar', lød det fra en tillidsrepræsentant blandt tilhørerne.
Scenen var sat på Folkemødet af KL og Akademikerne med en dagsorden om, at mange tusinde af ledige nyuddannede akademikere og landets 98 borgmestre har brug for hinanden.
Det var nu ikke borgmestre, der prægede debatten, men derimod akademikere og kommunale chefer med en fælles bekymring om, hvordan de arbejdsløse højtuddannede kan komme ind i offentlige stillinger i en tid, hvor kolde hænder ikke just er så populære som varme hænder. Og hvor organisationerne for de lavtuddannede, FOA og 3F, jævnligt fokuserer på, om der nu ansættes flere højt- end lavtuddannede.
- Det vil de nu nok blive ved med, mente KL-direktør Sine Sunesen, der også savnede flere succeshistorier, der kan overbevise chefer om, at det vil være en god idé at ansætte en akademiker.
Til det formål lå på alle stolesæderne en ny glittet tryksag - på 68 sider og måske skrevet, redigeret og evalueret af nogle akademikere? - med historier og overskrifter som 'Hvad taler en dagplejer og en bibliotekar om i Køge?, 'Hvorfor arbejder socialrådgivere og jurister tæt sammen i Helsingør?' og 'Hvorfor går kommunikationsmedarbejderen rundt på en genbrugsplads i Randers?'.
Nye muligheder for introduktionsstillinger for akademikere, der gerne vil have et springbræt til at bide sig fast i en offentlig stilling, repræsenterer et potentiale, lød det fra panelet, mens praktikere fra den kommunale virkelighed savnede mere håndgribelig information om den type ordninger.
Tæller på cv'et
En tilhører appellerede til at påtage sig socialt ansvar i de kommunale cheflag - ansvar for de ledige færdiguddannede, og en anden påpegede, at en korttidsansættelse i en kommune altid tæller på cv'et og ikke kommer dårligt tilbage - måske som en vej ind på det private arbejdsmarked.
Beskæftigelseskonsulent Lone Lundehøj fra Odense Kommune opfordrede til at tænke nyt og anderledes. Finn R. Larsen, formand for Akademikerne, advokerede optimistisk for, at selv om der politisk satses på nulvækst eller meget lav vækst i det offentlige, så kan nye job til akademikere nås ved at ændre på personalesammensætningen.
Det fik flere af tilhørerne til at minde om, at i virkeligheden er der ofte ganske få akademisk uddannede ansatte i meget store personalegrupper, som en chef fra Børn & Unge i Aarhus påpegede.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.