Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job

Skoler skærer i dansktimerne

Hver tredje skole har i det seneste år skåret på undervisningen i dansk, viser ny undersøgelse
14. SEP 2011 10.47

596 skoler har det seneste år sløjfet dansktimer. Hver femte skole giver nu eleverne fra 7. til 9. klasse færre dansktimer, end Undervisningsministeriet anbefaler. Det kan gå ud over faglighed og indlæring, vurderer to eksperter.

Fra skoleåret 2009 til 2010 har 40 pct. af landets folkeskoler skåret i danskundervisningen. Både de mindste og største elever har nu mindre tid til at læse, diskutere tekster og skrive. Det viser tal fra Undervisningsministeriet, som fagbladet Folkeskolen har analyseret.

Nedskæringerne  rimer langt fra på de politiske ambitioner om en folkeskole i verdensklasse, mener Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening. Udviklingen bekymrer også Klara Korsgaard, centerleder for Nationalt Videnscenter for Læsning.

- Jo flere timer, der er at gøre godt med, des større sandsynlighed er der for at få alle med. Når kommunerne skærer, bliver der mindre tid til det enkelte barn. Det er logik for perlehøns, understreger hun.

Går ud over de svage
Ifølge seniorforsker på Center for Grundskoleforskning går besparelserne hårdest ud over de svage elever.

- De fleste internationale undersøgelser viser, at jo flere timer eleverne har, des bedre præsterer de også. Det gælder specielt for de svage elever. For de dygtige betyder timetallet lidt mindre, konkluderer han.

Undervisningsminister Troels Lund Poulsen (V) ser alligevel lyst på situationen.

- Vi kan konstatere, at skolerne ligger over minimumstimetallet. Det er en god nyhed. Jeg glæder mig over, at flere skoler stadigvæk underviser mere end det vejledende timetal, siger ministeren.

terp

 

http://www.flickr.com/photos/jhave/with/40947287/