
KØBENHAVN: Det viser en endnu ikke offentliggjort kvalitetsrapport fra Københavns Kommune, skriver Politiken.
- Det er et kæmpe problem, for der er en grund til, at staten planlægger med det antal timer. Minimumstimetallet er det, man regner med, at et barn skal have for at blive så dygtig, som man kræver, det skal være, siger børne- og ungdomsborgmester Anne Vang (S).
Nogle af skolerne bryder loven i enkelte fag, mens andre gør det inden for faggrupperne, der skal udgøre en vis del af børnenes skolegang.
16 pct. af eleverne i hele Danmark får ikke den undervisning, de har krav på.
Fakta om timetal i den københavnske folkeskole
29 skoler mangler at kompensere for 929 timer over en treårig periode - det er i gennemsnit ca. 32 timer per skole fordelt på alle skolens klasser og klassetrin, altså 10,7 timer pr. år. Det oplyser København Kommune.
I det samlede billede svarer mankoen til, at hver klasse i hele kommunen i gennemsnit har manglet 1,2 timers undervisning på et år.
Af de 29 skoler mangler i alt 11 skoler over et skoleår at afholde over 30 timer for hele skolen. For denne gruppe af skoler bliver det særligt vigtigt at sikre opfølgning, så eleverne de kommende år får de timer, de ifølge Undervisningsministeriets retningslinjer har krav på.
For den skole med flest timer, som skal kompenseres, drejer det sig om 117 timer fordelt over tre år. Det vil sige, at hver klasse maksimalt over et skoleår kan mangle 4,3 timer.
Af de 11 skoler er der givet pålæg til fem skoler om, at de skal sikre, at eleverne det følgende år får de timer, de har krav på. For de andre skolers vedkommende har eleverne forladt folkeskolen, så kompensation ikke er mulig.
Et besværligt indberetningssystem har ofte ført til, at skolelederne har tastet forkerte timetal ind. Det ændrer Undervisningsministeriet nu på via en ny facilitet på ministeriets hjemmeside. Her vil skolelederne efter hver indtastning fremover se en kvitteringsside, der viser, om skolen efter indtastningen over en treårig periode overholder alle krav. Denne kvittering udskrives, og skolelederen skal fremover sende den til områdechefen.
På baggrund af den nye kvalitetsrapport skal Børne- og Ungdomsforvaltningens områdechefer fremover føre skærpet tilsyn med skoleledernes indberetninger, således at områdechefen kan være med til at sikre, at statens minimumstimetal fremover bliver overholdt.
Borgerrepræsentationen vedtog i forbindelse med behandlingen af Styrelsesvedtægten for folkeskolen i København 20. maj 2010 en række ændringer, der gør det administrativt lettere at overskue regeloverholdelsen og at undgå de indtastningsfejl, det er den hyppigste grund til de registrerede mankoer i timetal.
Endvidere er der sidste år givet tre påbud om ekstra timer det følgende år, og yderligere to påbud er givet administrativt som opfølgning på endnu ældre forsømmelser. Og som nævnt er yderligere fire undervejs. Dermed er der fokus på de steder, hvor problemet er størst.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.