

REBILD: Der er fundet penge til børneområdet, til veje og til anlæg af fælleskabsknudepunkter i flere lokalsamfund i den budgetaftale for 2026, som et samlet byråd i Rebild står bag, oplyser kommunen.
I dagtilbud bliver der udover indfasning af minimumsnormeringer afsat 1,5 millioner kroner til flere uddannede pædagoger, og dagplejen tilføres i alt 3,3 millioner kroner til at sikre økonomisk balance og fastholde uændret forældrebetaling.
På skoleområdet ønsker politikerne, at flere børn kan trives i det almene fællesskab. Konkret skal Børne- og Familieudvalget sammen med fagområdet prioritere ressourcer til udviklingsindsatser, der udvikler viden og nye erfaringer i arbejdet med elever med særlige behov i almenmiljøet og mindsker andelen af elever i specialtilbud.
Desuden ønsker aftaleparterne, at der sættes fokus på indsatser i overgangen til skole, så der skabes en god skolestart.
Penge til nedslidte veje
Kommunens veje er i en årrække blevet nedprioriteret på grund af pressede budgetter, hedder det i budgetteksten, og i august har et flertal i byrådet som tidligere omtalt besluttet at opgive en stærkt kritiseret plan om at gøre 300 km kommuneveje til private fællesveje.
Derfor er der i budgettet 2 mio. kr. årligt til ny asfalt og forbedring af vejenes tilstand, og der fremrykkes 1,5 mio. kr. på anlæg fra 2028 til 2026. Pengene skal forbedre vejene, så de skal vedligeholdes mindre.
Nye og bedre rammer for trivsel
Politikerne vil skabe nye og bedre rammer for fællesskab og trivsel i kommunen. Derfor fremrykkes projektet Vores Hus i Blenstrup (1,75 millioner) og halprojektet MeNaTeket i Øster Hornum (1 million), og der bevilges yderligere støtte på 1,8 millioner til et Trail- og Outdoorcenter ved Skørping Idrætscenter. Centret skal have fokus på outdoor, lokale fællesskaber og turisme – bl.a. som grønt knudepunkt på Hærvejens cykelrute.
I forbindelse med næste års budgetforhandlinger vil partierne desuden genbesøge projekter, der blev fjernet fra budgettet i 2023 på grund af kommunens pressede økonomi. Det sker i en erkendelse af, at beslutningen havde stor konsekvens for mange lokalområder.
I budget 2026 er der også plads til nye initiativer i form af politisk mesterlære for unge, noget som Billund Kommune tidligere har indført med held, og en veterankoordinator i samarbejde med Vesthimmerland og Mariagerfjord.
Borgmester Jesper Greth (V) kalder det en stor styrke, at hele byrådet står bag budgettet.
- Vi understøtter den fælles langsigtede retning, vi har sat i byrådet de seneste år, der både sikrer en robust økonomi og giver plads til at investere i børn, ældre, infrastruktur og miljø, siger han.
Budgettet, der kan læses her, skal vedtages i byrådet den 9. oktober.
Læs alle artikler om kommunernes økonomi og budgetter for 2026 under temaet Budget 2026.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.