
Byrådsmedlemmet med den højeste anciennitet i Norddjurs, Mads Nikolajsen (SF), stopper efter denne periode, oplyser Lokalavisen. Dermed skal SF, der har to ud af 27 pladser i byrådet, finde sig en ny spidskandidat til KV21.
Tilbage i 1983 begyndte han sin byrådskarriere i byrådet i Grenaa. Her fortsatte han til 1993 og holdt så en pause indtil KV05, hvor han kom ind igen og siden da har beholdt sin plads - i denne periode som formand for Børne- og Ungdomsudvalget - og medlem af bestyrelsen i Midttrafik.
I Favrskov er der genvalg af spids hos Enhedslisten: Lærer Bodil Kvistgaard Olsen, der i dag har den ene EL-plads blandt de 25 i byrådet. Hun sidder i sin første periode - via et valgforbund ved KV17 mellem SF-EL-ALT-R, hvor der blev en plads til EL og SF, men ingen til R og ALT.
I Halsnæs er byrådsmedlem Thue Lundgaard (EL) valgt som ny spids. Han kom i 2018 ind på EL's ene plads i byrådet, da Lisbet Møller blev syg. Her gav et valgforbund bestående af SF-EL-ALT to pladser til SF, en til EL og nul til ALT.
I Region Sjælland er baron Christian Wedell-Neergaard fra Ll. Svenstrup Gods ved Borup udpeget som spidskandidat hos De Konservative. Valget skal endeligt bekræftes på en generalforsamling, når det bliver muligt, oplyser sn.dk. Wedell-Neergaard var medlem af Folketinget fra 2004 til 2007, og siden KV09 medlem af det sjællandske regionsråd, hvor K i dag har tre ud af de 41 pladser.
Og i den konservative boldgade er der en KV21-nyhed fra Aabenraa, hvor JydskeVestkysten nu beskriver, at den konservative spids Jan Riber Jakobsen forsikrer, at han ikke vil støtte Socialdemokratiet i at snuppe borgmesterposten fra Thomas Andresen (V).
Op til KV17 var V i valgforbund udelukkende med DF, og Andresen konstituerede sig også kun med DF - da de to partier netop kunne mønstre et flertal på 16 ud af 31. I denne periode har DF mistet to af sine fem byrådsmedlemmer, så borgmesterflertallet halter lidt. Men K, der i dag sidder på to pladser, stiller altså sin støtte i udsigt og vil foretrække en borgerlig frem for en socialdemokratisk borgmester, lyder det.
Rettet 12. marts: EL-spids i Favrskovs efternavn rettet fra Skovgaard Nielsen til det rigtige: Kvistgaard Olsen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.